Gå til ski

At gå til ski er mere end en skiferie. Det er træning, udvikling, fællesskab og masser af gode oplevelser på sneen.

Oplev skisporten sammen med dit barn

Skiklubben Hareskovs sportsture er for børnefamilier, som gerne vil prøve kræfter med skisporten i trygge og sociale rammer. Turene er målrettet børn, der har lært at stå grundlæggende på ski og nu gerne vil udvikle sig sammen med andre børn.

Forældrene er en vigtig del af turene og fællesskabet. I bor sammen med andre skifamilier, hjælper hinanden og får et godt indblik i, hvad det vil sige at have ski som en fritidsinteresse og sport.

Sportsture til Hafjell

I sæsonen 2026/2027 går sportsturene til Hafjell i Norge.

Hafjell danner en god ramme om både tekniktræning, porttræning og almindeligt skiløb. Her kan børn, unge og voksne udvikle deres skiløb i et miljø, hvor der er plads til både koncentration, leg og fællesskab.

Vi bor i lejligheder med værelser til to-fire personer. Som ny skifamilie kan I komme til at bo sammen med familier, der allerede har erfaring med skisporten. Det giver mulighed for at lære af hinanden og blive en del af fællesskabet fra begyndelsen.

Hvem kan være med?

Sportsturene er for medlemmer, der er tilknyttet skiteamet, raceteamet eller masterteamet, og som er ajour med klubkontingentet.

Som udgangspunkt skal barnet:

  • Have lyst til at stå på ski og blive bedre
  • Kunne køre sikkert på en rød piste
  • Kunne tage liften selv
  • Kunne klare sig uden sine forældre under træningen
  • Have lyst til at prøve porttræning

Er I nye i skisporten eller i tvivl om niveauet, er I meget velkomne til at kontakte os. Vi hjælper gerne med at vurdere, om sportsturene passer til jeres familie.

Et fællesskab drevet af frivillige

Turledere og instruktører er frivillige fra Skiklubben Hareskov. Turledelsen varetages af forældre, som selv har børn i sporten, og som er en del af klubbens alpinmiljø.

Vi hjælper hinanden både på og uden for pisten. Det er en vigtig del af oplevelsen og en af grundene til, at børn og forældre hurtigt bliver en del af fællesskabet.

Skiklubben Hareskov tilbyder også

Klubture

Find den tur der matcher dig

Tag et kig på vores klubture, hvor der også er undervisning, men ikke porttræning.

Skiteam

6 - 12 år

For børn og unge der vil dyrke alpint skiløb som sport.

Raceteam

13 – 18 år

For unge fra ca. 13 - 18 år der kommer fra Skiteamet og vil tage sporten videre.

Masterteam

18 + år

For voksne over 18 år der vil udvikle sig, have det sjovt og køre porte.

Alpinudvalget

Alpinudvalget består af en del af forældregruppen bag skiteamet og administrerer et beløb fastsat af bestyrelsen til fordel for teamet. Udvalget koordinerer alle aktiviteter sammen med resten af en engageret forældregruppe.

Spørgsmål?

Du er altid velkommen til at kontakte holdleder Rasmus Klüver Jensen med spørgsmål om alt fra ture, sæsonplaner og krav til niveau: rkj@hareski.dk