Uge 10 – Offpiste, kursus for øvede skiløbere, snowboardere og instruktører i offpistemekka Myrkdalen. Mulighed for topture
Gør offpisten til din hjemmebane og prøv kræfter med topture i pudder-mekkaet Myrkdalen. En af Norges bedste skilærere, Gøran Dalheim og andre norske skilærere underviser og guider os i de fantastiske vestnorske fjelde og fjordlandskaber.
Også for "offpistebegyndere" og snowboard.

Turen er både en mulighed for, at du kan blive teknisk dygtigere i den dybe sne og lære om sikkerhed, laviner og rutevalg. Og det er en anledning til at opleve Norge fra sin mest eventyrlige side – i selskab med skønne mennesker.
Vi har base i Myrkdalen, hvor der er rig lejlighed til at træne teknik både i og udenfor anlægget. Hvis vejret er til det – og du har lyst – går vi kortere eller længere top-ture med skind under skiene i terrænet eller i nærliggende dale. Vi tilrettelægger turene, så de passer både til dig, der er rutineret på randonne, og dig, der ikke har prøvet det før.
Hvordan er destinationen?
Myrkdalen er en af Europas bedste offpiste-destinationer. Nærheden til Nordsøen giver sne i store mængder og af høj kvalitet, selv langt hen på sæsonen. Der er stadig kun få turister i området, og Myrkdalen er som skræddersyet til offpiste med mange nedkørselsmuligheder overalt.
Hvad skal vi lære?
Du kan lære en masse som erfaren offpisteløber, men du kan også være helt nybegynder udenfor pisten – og lære det.
Nok er offpiste det aller fedeste skiløb, men det er også livsfarligt, hvis man ikke har tilstrækkelig viden og træning i teknik, sikkerhed og laviner.
Derfor skal vi lære og træne:
- Egenfærdighed, skiteknik i forhold til underlag, køremønster og linievalg
- Vurdering af lavinefare, risikovurdering og rutevalg
- Gruppedynamik og beslutningsproces
- Sikkerhedsudstyr
- Lavineredning, søgning, udgravning
- En masse fedt skiløb
- Mindre topture/skitouring/randonee skal vi også prøve, hvis vejret inviterer til det, og du har lyst. Ved godt vejr, kan der arrangeres længere topture for interesserede.
- Og så har vi det utrolig hyggeligt om aftenen!
- Undervisningen forestås af Gøran Dalheim, Flemming Steenvinkel samt yderligere norske skilærere med lokalkendskab efter behov
Bemærk at turen er for alle øvede skiløbere og snowboardere, der kan køre frit og sikkert på alle pister. Du behøver altså ikke kunne køre offpiste på forhånd. Det skal vi jo træne.
En tidligere deltager skrev:
Personligt havde jeg en fantastik god tur 🙂 Dette er en af de skiture der virkeligt flytter ens skikundskaber. Jeg er blevet væsentligt mere tryg ved at bevæge mig ud i bjergene på randonee, men samtidig også mere årvågen i forhold til vejr, vind og risikovurdering af laviner. Turen kan klart anbefales til alle der gerne vil udvide deres bjergkundskaber. Nu er der mulighed for nogle helt fantastiske powderløb, ved at yde en indsats og gå det sidste stykke, på sikker og tryg vis.
Michael
Målgruppe | Voksne øvede skiløbere, snowboardere og instruktører, der kan køre frit og sikkert på alle typer pister. Du behøver ikke kunne køre offpiste - det skal vi jo træne:-) Hvis i tvivl, kontakt turleder Flemming |
Skitræning | Skiteknik, sikkerhed i offpiste, mulighed for opture, hvis vejret tillader |
Rejseperiode | Uge 10 |
Ophold/transport | Lejligheder med selvforplejning og 5 * aftensmad på hotellet. Egen transport i bil, fly eller tog. |