Loading Events

« All Events

Uge 3 – The Perfect Line – årets Freeride Camp til Lenzerheide

   

Tag med på årets Freeride Camp i schweiziske Lenzerheide. The Perfect Line er for alle der brænder for off-piste, og indeholder fantastisk skiløb med lokale bjergguider i den perfekte ramme, sammen med andre ligesindedese video fra sidste års tur længere nede på siden.

Fra lørdag d. 16. til onsdag 20. januar 2021 gentager vi succesen med årets Freeride Camp i schweiziske Lenzerheide. Vælg mellem fire eller fem dage på ski, og få bolig med halvpension, bjergguide, lån af lavineudstyr, sociale arrangementer og meget mere. Vi har valgt at kalde campen for ”The Perfect Line”, da vi ugen igennem – uanset off-piste niveau, køn og alder – skal jagte hver vores perfekte pudderlinje igen og igen.

 

 

Skiområdet Arosa-Lenzerheide

Med 225 kilometer pister og 43 lifter kommer man let til og fra de mange freeride-muligheder som terrænnet byder på, hvad end man er til skovskiløb, åbne flader eller smalle couloirs. Den høje beliggenhed fra 1.500 til 2.865 meters højde, gør Lenzerheide utroligt snesikkert, og giver mulighed for mange store freerideture med fantastisk udsigt. Og det bedste ved det hele? Som en af alpernes stadig uopdagede perler, slipper man for kampen om pudderen og de lange liftkøer.

 

Hvor skal vi bo?

Vi skal bo på det topmoderne Revier Mountain Lodge, beliggende blot 50 meter fra liften. Alle værelser er kendetegnet ved den fantastiske udsigt udover søen og bjergene igennem de kvadratiske vinduer fra gulv til loft. Den store lounge i stueetagen fungerer som socialt samlingspunkt til morgenmad, aftensmad samt afterski-bar.

 

 

Bjergguide og niveauinddeling

Vi har igen i år allieret os med bjergguiderne fra Skischule Lenzerheide, der udover at kende området indgående, har den højeste Schweiziske uddannelse inden for sikkerhed og skiinstruktion. Turen er åben for alle niveauer, uanset om man er hardcore freerider eller aldrig har kørt pudder før. Dog skal man være en habil skiløber, dvs. at man kan befærde sig på alle sværhedsgrader af pister i alle slags vejrforhold. Hold inddeles i grupper af maks. 8 personer på baggrund af færdigheder, niveau samt individuelle ønsker.

 

 

Skisafari

Med i pakken er der også inkluderet 1-dags Skisafari, hvor gruppen tager en stor dagstur via off-pist rundt til andre byer i dalen, inkl. mindre hikes med ski på ryggen og lange nedfarter i pudderen. Den specifikke Skisafari tilpasses gruppernes individuelle niveau. I tilfælde af dårligt vejr eller tvivlsom lavinesituation, kan Skisafarien blive erstattet af normal bjerguide i off-pist terrænet inden for skiområdet.

 

 

NYHED 2021: mulighed for tilvalg af større skisafari fra Davos

Som noget nyt i år åbner vi op for muligheden for en større heldags skisafari tur fra nabodalen Davos over bl.a. Weissflujoch, Langweis og Arosa, for til sidst at ende tilbage i Lenzerheide. Gennemførsel afhænger af vejr- og sneforhold, og besluttes først dernede efter ankomst d. 16. januar. Der forventes en merpris på dette på cirka 500,- per person, som går til busbilletter, taxi samt ekstra liftkort til Davos, og som afregnes individuelt dernede kontant. Skisafarien til Davos afholdes inden for de 2,5 dages bjergguiding, og afholdes kun såfremt der er deltagere nok.

 

NYHED 2021: mulighed for hold med ski-touring udstyr

Efter feedback fra sidste år, tilstræber vi os på at sammensætte 1-2 hold for folk med touring udstyr. Det er dog vigtigt at pointere at ’The Perfect Line’ Freeride Camp ikke er en touring tur, hvorfor det mere skal ses som supplement til hikes med ski på ryggen. Det er et krav for disse hold at man medbringer eget touring udstyr samt at man har erfaring med ski-touring forinden. Vi kan ikke garantere at alle som ønsker at tilgå et touring hold, kan få sit ønske opfyldt, da det kræver at alle på holdet opfylder kriterierne.

Hvad er inkluderet i ’The Perfect Line’ Freeride Camp?

  • 4 overnatninger på Revier Mountain Lodge inkl. halvpension
  • 4 dages liftkort til Arosa-Lenzerheide
  • 2,5 dages bjergguide i grupper af maks. 8 personer, inkl. Skisafari
  • Gratis lån af lavineudstyr med rygsæk, hvis nødvendigt
  • Sociale aktiviteter
  • Pris: 5.750,-

 

Hvad skal jeg selv sørge før?

  • Transport til og fra Lenzerheide
  • Evt. skileje
  • Evt. liftkort til lørdag d. 16. januar (kan tilkøbes for 275,-)
  • Ekstra omkostninger til transport i forbindelse med skisafari (f.eks. en one-way busbillet og lign.). Normalvis maksimalt et par hundrede kroner.
  • Drikkevarer
  • Måltider udover de inkluderede i halvpension

 

 

Tilmelding og betalingsbetingelser

Tilmeldingsstart: Sommer 2020
Tilmelding: Du tilmelder dig via vores medlemsportal, hvort du betaler depositum á 2.000,- kr.
Tilmeldingslink: https://medlem.hareski.dk/event/details/i1092
Tilmeldingsfrist: 01.12.2020
Restbetaling: Restbetaling foregår ved at du modtager en faktura med link til kortbetaling eller FI-kode
Afbestilling: Tilmeldingen er bindende og vi anbefaler at der tegnes en afbestillingsforsikring. Ved evt. framelding efter indbetaling vil pladserne blive forsøgt solgt til anden side. De frameldte får i så fald refunderet indbetalte beløb. Dog med evt. fradrag for at turen holdes skadesløs. Læs mere på http://www.hareski.dk/turbestemmelser/
Kontakt: Marie-Louise Andreassen & Alexander Vissing
E-mail: mla@hareski.dk

Yderligere information og FAQ

Vedr. transport

Der er flere daglige afgange fra Københavns lufthavn til Zürich (med SAS eller SWISS), og blot to timers tog transfer op til Lenzerheide. Ønsker man at køre selv er rejsen blot 1.100 kilometer fra den danske grænse. En behagelig og enkelt køretur med motorvej helt indtil de sidste 20 minutter af turen.

Vi hjælper ligeledes gerne med at samle personer som evt. ønsker at koordinere fælles bustransfer fra Zürich lufthavn til Lenzerheide. Sidste år fulgtes over en tredjedel af deltagerne med samme fly og koordinerede fælles transfer.

Vedr. ankomst- og afrejsetidspunkt

I bedes ankomme i løbet af lørdag d. 16. januar, hvor det officielle program starter om aftenen med infomøde og aftensmad. Sidste dag med bjergguide er tirsdag d. 19. januar, men der er både overnatning, morgenmad og liftkort inkluderet til onsdag d. 20. januar også, hvorfor det anbefales at man først tager hjem efter ski onsdag.

Ønsker man at flyve, anbefaler vi i år nedenstående afgange, som nogle af de første deltagere allerede har booket.

Lørdag d. 16.01.2021: LX1279, CPH-ZRH (06.40-08.35) eller LX1267, CPH-ZRH (13.20-15.20)
Onsdag d. 20.01.2021: SK610, ZRH-CPH (20.25-22.15)

Vedr. lån af lavineudstyr

Det er gratis at låne lavineudstyr som stilles til rådighed af vores bjergguider. Pakken indeholder bipper, sonde og skovl, og leveres samlet i en rygsæk (ikke Airbag) klar til ski.

Vedr. niveau-, alder- og kønsfordeling

’The Perfect Line’ er åben for alle niveauer, uanset om man er hardcore freerider eller aldrig har kørt pudder før. Dog skal man være en habil skiløber, dvs. at man kan befærde sig på alle sværhedsgrader af pister i alle slags vejrforhold. Hold inddeles i grupper af maks. 8 personer på baggrund af færdigheder, niveau samt individuelle ønsker.

Turen er ligeledes egnet for alle aldersgrupper og begge køn som på sidste års tur var bredt repræsenteret. Dog skal man være fyldt 16 år for at deltage.

Medlemskab

For at deltage på turen skal man melde sig ind i Skiklubben Hareskov eller en anden skiklub under Dansk Skiforbund. Er man ikke medlem af Skiklubben Hareskov kræver det oprettelse af gæstelogin for at kunne tilmelde sig og sin familie, som koster 75 kr. for voksne (18+) og er gratis for juniorer.

Teknisk arrangør

Denne tur er arrangeret i samarbejde med Snowtravel ApS, der er medlem af Rejsegarantifonden.

Forsikring

Klubbens medlemmer er omfattet af Idrættens rejseforsikring, der er tegnet hos TRYG af DIF og DGI. Forsikringen dækker rejser overalt i verden, udenfor Danmark.

Forsikringen omfatter sygdom/tilskadekomst/dødsfald, hjemtransport, ansvar og afbestillingsforsikring.

Læs om forsikringen her

Skiklubbens ledere og trænere er også omfattet af en skades- og ulykkesforsikring. Hovedkriteriet er, at den pågældende udfører arbejde for klubben.

Det er vores vurdering, at der normalt ikke er behov for at tegne yderligere rejseforsikring i forbindelse med vores skiture.  Forsikringsselskaberne udbyder rejseforsikringer der kan indeholde tillægsdækninger, f.eks. erstatningsrejse eller erstatning for ødelagte rejsedøgn. Selskabernes tillægsdækninger kan også omfatte ulykkesforsikring der dækker varige men. Vi opfordrer medlemmerne til at læse betingelserne og foretage egen vurdering.

Forbehold

Hvis turlederen vurderer, at der er for få deltagere, kan turen aflyses. Der tages forbehold for prisstigninger af enhver art, som Skiklubben er uden indflydelse på, og som klubben ikke på forhånd har kunnet tage højde for, herunder valutasvingninger m.v. Der henvises til klubbens rejsebetingelser på www.hareski.dk/turbestemmelser/

Details

Start:
16. January 2021 @ 16:00
End:
20. January 2021 @ 16:00
Event Categories:
, , , ,

Venue

Arosa-Lenzerheide

Organizer

Marie-Louise Andreasen
Phone:
20405194
Email:
mla@hareski.dk