Loading Events

« All Events

Mountainbike og vandring i Silkeborg med guider og 2-3 overnatninger

May 14 @ 15:00 - May 16 @ 10:00

- kr.1440

Aktiv familietur til Silkeborg med to eller tre overnatninger og guidede vandre- og MTB-ture.

 

14.-16. Maj 2021: 

Dette er en kombineret vandre og MTB tur, hvor hele familien kan deltage.

Silkeborg og Søhøjlandet omkring Himmelbjerget er kendt for fantastisk natur og nogle af Danmarks bedste vandrestier og MTB-spor. Det skal vi prøve på denne tur. Der bliver arrangeret tur fredag og lørdag med lokale guider. Søndag inden hjemrejse er der mulighed for ture på egen hånd, eller som tilkøb ved guiderne. Der er også mulighed for andre familieaktiviteter i og omkring Silkeborg.

Hotel og indkvartering

Vejlsøhus Sport & Outdoor hotel ligger midt i naturen og alligevel centralt i Silkeborg. Her starter vandrestier og MTB-sporene lige uden for døren.

Værelserne er individuelt indrettede og af forskellig størrelse. Der er både enkelt-, dobbelt- og familieværelser. På de største værelser kan der med opredning, være op til 6 personer. Enkeltværelser mod tillæg. På alle værelser er der eget bad og toilet med hårtørrer samt TV, el-kedel og gratis WiFi. Der er gratis parkering ved hotellet. Ophold er fra fredag til søndag. Mulighed for tilkøb af ekstra nat fra torsdag til fredag. Opholdet inkluderer 2-retters aftenmenu om fredagen samt morgenbuffet lørdag og søndagen.

Fra hotellets restaurant, lounge og terrasse er der udsigt over AQUA Akvarium og Dyrepark, hvortil alle deltagere har fri adgang. Der er derfor god mulighed for at hele familien kan deltage på turen, selvom ikke alle vandre eller cykler. Silkeborg´s gågade og havnen ligger kun ca. 2 km. fra hotellet.

Hotellet har ”Bike Pit” med værktøj, luft, og mulighed for vask af MTB. Desuden er der aflåselig MTB-parkering.

Vejlsøhus Sport & Outdoor Hotel, Vejlsøvej 51, 8600 Silkeborg, Tlf: 89212121

Læs mere om hotellet her: https://www.vejlsoehus.dk/da-dk/sport-outdoor

  

                       

Mountainbike

MTB spor, ture og park

Vi skal køre i Silkeborg Nordskov og Silkeborg Vesterskov. Desuden vil der være mulige ruter til Himmelbjerget, Danmarks tag (Sønderskoven) og Gjern Bakker. Vi får også mulighed for at besøge Silkeborg Bikepark. MTB-sporene ved Silkeborg er kendt som nogle af landets bedste, på lige fod med sporene i Hareskoven.

Se mere her:

http://www.sssl.dk/

https://singletracker.dk/da/tracks/trolden-mtb-spor/-Kyuatq67p7w3rXWWHki

https://singletracker.dk/da/tracks/danmarks-tag-hvid/-KlcPG3Un17RVXSmkfEE

https://www.visitsilkeborg.dk/silkeborg/udforsk/silkeborg-bikepark-gdk1112065

Program

MTB – Fredag den 14/5:

Vi mødes fredag kl. 12.00 på hotellet. Efter omklædning og introduktion fra de lokale guider køres første tur ca. kl. 13.00. Vi fordeler os i hold alt efter niveau og ønsker. Ca. kl. 17.00 mødes vi tilbage på hotellet til after-bike og hygge. Bad og omklædning inden aftensmad på hotellet kl. 19.00.

MTB – Lørdag den 15/5:

Efter morgenbuffet mødes vi med guiderne. Vi fordeler os igen i hold alt efter niveau og ønsker. Ca. kl. 12.00 mødes vi til frokost (for egen regning), enten på hotellet eller ved en af søerne. Efter frokost kørers dagens anden tur. Ca. kl. 17.00 mødes vi tilbage på hotellet til after-bike og hygge. Aftensmad på egen hånd. Hotellet restaurant vil være åben ved forudbestillinger.

MTB – Søndag den 16/5:

Efter morgenbuffet på hotellet skal værelserne forlades. Kl. 09.30 er vi klar. Vi deler os igen i hold, og kører ud på kendte eller nye spændende stier og spor, på egen hånd eller som tilkøb ved guiderne. Der vil være mulighed for omklædning og et bad inden hjemrejse.

Tak for denne gang.

NB: For deltagere der vælger at ankomme torsdag kan der arrangeres en lille MTB-tur torsdag aften.

MTB Guider

Vi har lavet en aftale med nogle lokalkendte cykelguider. Guiderne vil arrangere ture på forskellige niveauer og for både børn og voksne. Antal niveauer er afhængigt af deltagerantal. Der køres i grupper af max 9 deltagere pr. guide.

Det er Morten Agersnap der står for de lokale guider. Morten er erfaren MTB-guide og -instruktør og tidligere bredde konsulent i Dansk Skiforbund.

VANDRETUR

Vandre ruter og stier

Skal du med på skovtur?

Silkeborg Skovene er en del af Danmarks suverænt største skovområde på 128 km2. Kombineret med det bakkede istidslandskab, Gudenåen og de mange søer, kaldes det med rette Søhøjlandet. Det et af de smukkeste landskaber i Danmark og med utallige stier på kryds og tværs perfekt til vandreture.

Vi vandrer nogle skønne ture gennem varieret skov og kommer forbi mange interessante seværdigheder. Vandreweekenden er en kombination af smukke gåture krydret med spændende fortællinger, royale historier og masser af vandretips for både den erfarne som den mindre erfarne vandrer.

Undervejs kommer vi ind på en masse relevante emner.

  • Vandreteknikker op og ned ad bakke
  • Hvad skal der i rygsækken?
  • Hvordan pakkes rygsækken rigtigt?
  • Beklædning og vandrefodtøj.
  • Brug af vandrestave
  • Hvordan finder man vej på uskiltede ruter?

 

Vandring fredag – Silkeborg Østerskov. Ca. 4 timers vandretur fra 13 – 17 = Halv dag

Vi skal på en skøn vandring i Silkeborg Østerskov med flotte udsigter langs søbredder og bakkedrag. På en del af ruten følger vi vandreruten Århus – Silkeborg, som også overlapper med Himmelbjergruten, der er en ca. 40 km lang vandrerute, som går hele vejen fra Silkeborg til Ry på den ene side af søerne og tilbage igen på den anden side. I dag nøjes vi dog med en rundtur på ca. 12 km.

Vi følger små stier omkring Assinghoved, der skiller Skallervig og Balservig i Brassø. Brassø er en af mange udposninger på Gudenåen. Vi krydser Klüvers Kanal ved Avnsø og fortsætter mod Sejssnævringen – en smal passage af Gudenåen. Måske ser vi isfugl undervejs. For enden af Oringe Mose kommer vi til Prinsens Land ved Borre Sø. Vi klatrer op ad en skovsti, der med rette kaldes Alpe d´Huez.

På den mægtige bakkekam Tingbjerg højner terrænet en smule mod øst. Dette er Karoline Amalies Høj. Herfra har vi en flot udsigt ud mellem træerne.

Nu går det nedad mod sydsiden af Avnsø, der ligger godt gemt i skoven. Vi fortsætter forbi Uglesø og tilbage mod Silkeborg.

Vandring: ca. 4 timer, 12 km, ca. 200 m op og ned 

 

Vandring  lørdag – Silkeborg Vesterskov. Hel dag – ca. kl.10-17 inkl. halv times frokostpause + pauser hver time – ca. 18 km vandring

Meget af turen i dag går gennem den nyudsprungne løvskov og tæt nåleskov, men vi kommer også forbi åbne arealer og flotte udsigtspunkter. Vi går ad trampespor og brede skovveje gennem Kobskov og Silkeborg Vesterskov og passerer hele fem søer: Vejlsø, Almind Sø, Ørnsø, Brassø og Vejlbo Mose, som faktisk er en sø.

Ved Ørnsø finder vi den gamle kurbadeanstalt Silkeborg Bad, som under 2. verdenskrig blev indtaget som militært hovedkvarter for den tyske besættelsesmagt. Rundt om i skoven ligger stadig flere betonbunkers.

Måske finder vi også en eller flere, store som små trolde i skoven her.

Vi fortsætter ned i den sydlige ende af Vesterskov, og ”bjerget” Frederik den Syvendes Høj på 123 meters højde bestiges. Herfra har vi mod syd en flot udsigt over Funder Ådal.

Turen går videre gennem skoven, forbi en del gravhøje og et kort stykke langs Bryrup banestien. Fra skovbunden kan vi lægge nakken tilbage og besigtige de ufatteligt høje douglasgranner.

Mulighed for at slutte vandreturen af med et dyp i måske Danmarks reneste sø, Almind Sø. Her er anlagt en fin sandstrand og badebroer ved Østre Søbad.

Vandring: ca. 7 timer, ca 18 km, ca. 300 m op og ned

Vandring søndag – Ekstra tur ved Himmelbjerget. – Kan tilkøbes for 299 kr. inkl. forplejning

Vi starter vores bjergtur midt i skoven vest for Himmelbjerget og varmer op med lidt flad vandring.

Fra lokationen for det nu nedbrændte Hotel Julsø går turen op mod den 147 meter høje top Himmelbjerget. På H.C.Andersens tid betragtede man Himmelbjerget som Danmarks højeste punkt, men i midten af 1800-tallet lavede man opmålinger og blev klogere.

Himmelbjergtårnet er opført til minde om Grundloven og Kong Frederik den 7., som den 5. juni 1849 underskrev Grundloven. Siden har der årligt været afholdt grundlovsfester her. Mulighed for at komme op i toppen af tårnet og nyde udsigten herfra (pris: 10 kr.).

Efter et kort ophold her går turen videre ad små stier til bakketoppene Bines Kol og Skriver Kol, der med sine 152 meter faktisk er højere end Himmelbjerget.

Vandreturen fortsætter op og ned gennem det kuperede istidslandskab. Den gamle Mergelbanesti fører os over Esters Eng op mod Store Knøs og forbi Lille Knøs. Så går turen ned over Sletten tilbage mod Gudenåen og Julsø og retur til udgangspunktet.

Et par gange undervejs krydser vi vandreruten Aarhus – Silkeborg og Himmelbjergruten, men ellers følger vi primært små stier.

Vandring: Ca. 10 km, ca. 4 timer, godt 300 m op og ned

 

Vores vandreguide

Din vandreguide er Lene Bach Larsen. Lene driver til daglig rejsebureauet Green Active Tours, som laver vandreferie og cykelferie. Lene har gennem de seneste 20 år vandret med og uden gæster på alverdens vandrestier. Hun deler gerne ud af sin brede viden om området du vandrer i og giver masser af vandretips undervejs.

Andre Aktiviteter

For eventuelle deltagere, der ikke ønsker at køre MTB, er der masser af andre aktivitetsmuligheder.  Hotellet deler park med ”AQUA Akvarium og Dyrepark”, hvortil alle deltagere har gratis adgang. Fra hotellet er der desuden kun 1 km. til en af Danmarks reneste badesøer – Almindsø. Det vil også være muligt at komme på sejltur med verdens ældste hjuldamper – Hjejlen, eller en af de andre turbåde der bl.a. sejler til Himmelbjerget. Kun få hundrede meter fra hotellet er det desuden muligt at fiske eller spille minigolf. Der er flotte vandre og løbestier i skovene og langs søerne omkring hotellet, der desuden er beliggende i behagelig gåafstand til Silkeborgs hyggelige havn og gågade.

 

Pris pr. person:

kr. 1.440.

Tillæg:

Vandreguide 1½ dag inkl. sandwich lørdag   kr.     550,-

MTB-guider 1½ dag                                           kr.     500,-

 

Turen inkluderer:

  • 2 nætters ophold i delt værelse
  • 2 x morgenmadsbuffet
  • 1 x to-retters aftenmenu fredag.
  • Fri adgang til BIKE PIT
  • Fri adgang til AQUA akvarium og dyrepark
  • Gratis parkering
  • Samt evt. tilkøbt aktivitetspakke som beskrevet.

Ikke inkluderet:

  • Transport
  • Frokost udover det der er beskrevet (kan arrangeres)
  • Drikkevarer
  • MTB-leje
  • Forsikring

Rabatter (pr. pers.)

  • Opredning til børn i 3.-6. seng: 150,-

Tillæg (pr. pers.):

  • Ekstra nat (inkl. morgenmad): 450,-
  • Eneværelse (pr. nat): 200,-
  • Tillæg for outdoor-værelse med plads til 2 MTB: Kr. 200
  • Leje af MTB (pr. dag): 300,-
  • Leje af e-MTB (pr. dag): 400,-

Tilmelding og betaling

Tilmelding og betaling skal ske senest den 11. april.

Tilmelding vil ske igennem vores medlemsportal. Her bliver du fulgt igennem tilmeldingsprocessen og betaler med VISA/Dankort eller Mobile Pay onlineløsning. Man skal logge ind med personlig e-mail som brugernavn og kode der er udsendt pr. mail. Kontakt info@hareski.dk hvis du oplever problemer.

Vi råder over 15 værelser. Vi kan få ekstra værelser såfremt der er interesse. Turen gennemføres ved minimum 10 deltagere.

Link til medlemsportalen for tilmelding: https://medlem.hareski.dk/event/details/i1657

Samkørsel

Ved tilmelding bedes du skrive om du kører i bil og om du evt. har ekstra plads i bilen, samt plads til MTB.

 

Kontakt

Turmail sf@hareski.dk
Turleder Steen Fobian (MTB)
Telefon +45 40 57 73 35
Assisterende turleder Peter Kærby (vandring)
Telefon +45 53 60 32 00

 

 

 

Details

Start:
May 14 @ 15:00
End:
May 16 @ 10:00
Cost:
kr.1440
Event Categories:
, , , ,
View Event Website

Venue

Silkeborg
Vejlsøvej 51
Silkeborg, 8600 Denmark
+ Google Map

Organizer

Steen Fobian
Phone:
4057 7335
Email:
myrkdalen-uge7@hareski.dk

Details

Start:
May 14 @ 15:00
End:
May 16 @ 10:00
Cost:
kr.1440
Event Categories:
, , , ,
View Event Website

Venue

Silkeborg
Vejlsøvej 51
Silkeborg, 8600 Denmark
+ Google Map

Organizer

Steen Fobian
Phone:
4057 7335
Email:
myrkdalen-uge7@hareski.dk