Træning, Corona-virus og aflysning

Værløse, 2020-12-16, kl. 17:13

Skiklubben Hareskov er mere afhængig af et lavt smittetryk end så mange andre idrætsforeninger, fordi vi er nødt til at rejse, for at dyrke det alpine skiløb. Det betyder, at vi skal ned under 30 smittede personer både i de lande vi rejser til og for at få indrejse i mange lande.

Vi har ind til nu forsøgt at holde nogle hjemlige aktiviteter i gang, hvilket på det sidste kun har kunne gennemføres udendørs. Med det stigende smittetryk og kravet om, at være sammen med så få personer som muligt, og hovedsageligt med de samme personer, så har vi nu besluttet at lukke for al tilmelding til også til udendørs træning, herunder off-snow træning, MTB, rulleski og vores træning på Copenhill.

Træner du i en bobler af samme få personer, så kan I selvfølgelig træne videre som I plejer i privat regi.

Selv om træninger er officielt aflyst, så del gerne jeres sjove og festlige oplevelser med os andre i diverse Facebook-grupper, så vi sammen kan holde humøret oppe. Vi genoptager træningen senest 28. februar, hvor forsamlingsforbuddet automatisk ophæves

Husk altid at holde afstand, spritte af og bære mundbind, så vi sammen kan få smittetrykket ned, så vi kan øge mulighederne for at komme på ski senere i sæsonen.

 

Med venlig hilsen

Sten Skjoldborg

Forretningsfører

Skiklubben Hareskov

Julelberetning 2020 fra eliteløber Kristiane Madsen!

Kristiane Madsen, som er en af vores eliteløbere med danske forældre, men bosat i Norge,  har sendt os et lille skriv fra Norge:

Sæsonen starter om en uge og jeg glæder mig. Det bliver jo en sen sæsonstart i år, men sådan er det i år. Det bliver spændende, og jeg følger mig klar, specielt til slalom.

Vi har haft en lang forberedelse med mange uger i Folgefonna og Juvass, og de sider uger på pisterne i Geilo og Valdres.
Jeg havde en god sommer med fysisk træning. Vi har stået meget på ski, og jeg syntes skiløbet begynder at nærme sig, der hvor jeg gerne vil være i min forberedelse, og det bliver spændende at starte op igen efter en så lang pause. Nå, det er bare at give den gas – se min video fra slalomtræning i Valdress fra sidste uge.

Jeg er også på udkik efter alle typer af sponsorer, som kunne tænke sig at støtte min videre satsning, så man må gerne kontakte mig eller sende mine informationer til nogen som er!

Kristiane Madsen
<kristianemadsen55@gmail.com>, https://www.facebook.com/kristiane.roermadsen

Status på gennemførsel og aflysning af klubture i forhold til Covid-19

Hvordan forholder vi os i forbindelse med gennemførsel/ aflysning af klubture i forhold til Covid-19

Vi vil lige orientere om hvad vi gør lige nu og hvordan vi tænker at agere fremover.

Rejsegarantifonden kræver at den enkelte deltager får mulighed for at annullere sin rejse 14 dage før afrejse, hvis rejsevejledningen er orange eller rød.

(Grøn og gul = vi må gerne rejse. Orange og rød = det anbefales at man ikke rejser).

Hvis rejsevejledningen ændrer farve til orange eller rød i de sidste 14 dage op til afrejse, har den enkelte deltager ligeledes mulighed for at annullere sin rejse.

Derfor har vi besluttet at ture i skiklubben aflyses senest 14 dage før afrejse såfremt det ikke er muligt at rejse til landet (orange/rød status). Aflyses turen tilbagebetales det indbetalte beløb til deltagerne.

For at sikre vores kontrol over økonomien på turene, har vi i første omgang haft en frist for reservation af værelser og lejligheder frem til 1. oktober og så 1. november. Lige nu er denne frist forlænget til 1. december. Såfremt det bliver nødvendigt, vil vi forhandle om udsættelse igen til 1. Januar hos alle leverandørerne.

Men der kommer et tidspunkt hvor leverandørerne ikke længere kan give os henstand. Til den tid må vi tage beslutning fra tur til tur, alt efter hvilke muligheder vi kan opnå hos den enkelte leverandør.

Vi forhandler i øjeblikket om muligheden for en meget kortfristet aftale vedr. turene i december og starten af januar. Vi følger op løbende i nyhedsbreve, og med direkte besked til deltagerne når der er nyt.

Vi vil helt generelt holde jer informeret, hvis situationen ændrer sig, på jeres respektive ture.

Vi har jo desværre måttet aflyse de første af sæsonens ture i oktober og november samt aflyser i øjebliket klubture i december.

Som situationen er lige nu, så er der ingen af vores destinationer, som vi kan rejse til.

Det er vores forhåbning at vi kortfristet vil kunne tilbyde et alternativt rejsemål, til de ture vi evt. må annullere. Dette vil typisk først være 14 dage før afrejse, hvorfor det også vil være umuligt at sige noget om hvor den alternative rejse vil kunne gå til. På denne måde håber vi at kunne tilbyde rejser til de fleste i den uge, hvor man har taget ferie. Det vil I sagens natur være svært at finde alternative pladser til alle i uge 7 – Men vi vil prøve!

 

Vi følger rejsevejledningerne meget nøje, både de danske og udviklingen i de lande, hvor vores rejser går til, så vi hele tiden har en føling med udviklingen på rejsemålene.

Der er et lille håb om at vi kan få regionale rejsevejledninger i EU, som vi har med de nordiske lande. Anbefalinger om dette er vedtaget på ministermøde i EU den 13.10.

På den måde vil mange små dal-samfund i Alperne og Norden kunne åbnes op, selvom der er store Corona-udfordringer i storbyerne.

 

Det vides dog ikke om, eller hvornår, det danske Udenrigsministerium vil kunne indføre dette.

Klubbens medlemmer er omfattet af Idrættens rejseforsikring, der er tegnet hos TRYG af DIF og DGI. Forsikringen dækker rejser overalt i verden, udenfor Danmark. Forsikringen omfatter sygdom/tilskadekomst/dødsfald, hjemtransport, ansvar og afbestillingsforsikring. Afbestillingsforsikringen dækker kun Covid 19 hændelser hvis destinationen er grøn/gul når man skal afsted.

Det er vigtigt for os at nævne, at ingen er bundet af en tilmelding før slutfaktura er forfalden. Som situationen er lige nu, afventer vi med at sende denne, til vi kan se hvorvidt vi får mulighed for at gennemføre rejsen. Selvom den nye frist for fri annullering  – frem til den 1. dec. – skulle passeres og vi endnu ikke har fremsendt slutfaktura, så vil I fortsat ikke være bundet. Så forhandler vi blot yderligere med leverandørerne.

Vi sender ingen penge til vores leverandører før vi har meget stor sikkerhed for gennemførsel af turene. På den måde er det altid os selv der råder over indbetalingerne.

 

Vi råder til at I blot venter og ser tiden an og vi vil løbende holde jer orienteret.

 

Skiklubben Hareskov  og Snowtravel Aps

Læs også https://www.hareski.dk/2020/08/25/klubture-og-traening-skal-vaere-trygt/

Gratis annullering fra til 1. november.

Da corona-situationen hele tiden ændre sig i Europa, har vi lavet en aftale med alle vores samarbejdspartnere om, at vi kan forlænge perioden for gratis annullering frem til 1. november.
Dette gælder både allerede tilmeldte medlemmer og nye tilmeldinger. (Undtaget Wagrain, som endnu ikke har svaret).
Har du ikke allerede tilmeldt dig en af de mange klubture, kan du altså roligt gøre det nu. Du kan frit afmelde igen helt frem til 1. november, og få depositum tilbage.
Vi følger nøje corona situationen i hele Europa, med håb om at det bliver muligt at rejse nogenlunde frit i løbet af vinteren. Vi følger naturligvis udenrigsministeriets anbefalinger.
En præcisering af reglerne:
Har et rejsemål grøn eller gul status, kan vi frit rejse.
Har et rejsemål orange eller rød status mellem 0-14 dage før afrejse, vil man kunne få tilbagebetalt hele det indbetalte beløb.
Oprettet 2020-09-30 /Sten

Nyhedsbrev fra Casper Dyrbye af 29. september 2020

Sidste sæson blev desværre forkortet en del på grund af Covid-19 situationen. Jeg blev selv ramt af Covid-19 i starten af marts måned, men jeg kom heldigvis ret let gennem sygdommen, og jeg har derfor haft en lang sommer med mulighed for en masse fysisk træning og arbejde for at skaffe penge til endnu en sæson. Jeg fik blandt andet cyklet en masse, da jeg har indledt et samarbejde med Snow Fun i Roskilde, som har hjulpet mig med en fantastisk racercykel.

Jeg var på ski første gang i juli måned, hvor jeg var 2 uger i Les Deux Alpes i Frankrig. Vi havde fantastiske forhold med super sne og sol næsten hver dag, og jeg følte virkelig, at jeg fik en god start på sæsonen og fik kørt mine nyeste ski fra Fischer godt til. Jeg havde også min nye cykel med, og det blev til flere træningsture i bjergene og bl.a. en tur op af den legendariske stigning til Alpe d’Huez.

I august tog jeg til den indendørs skihal i Litauen, hvor vi havde en rigtig god uge med træning på knaldhård is. Fra Litauen rejste jeg videre til Milano, hvor jeg gennemgik en række fysiske test sammen med Kronplatz teamet. Fra Milano gik turen videre til Saas Fee i Schweiz til 2 ugers træning på gletscheren, som går op til 3600m højde. Igen var vi virkelig heldige med vejret, og vi havde endnu en rigtig god camp – men det er også virkeligt hårdt at træne hver dag i denne højde.

Efter et par uger hjemme er jeg nu tilbage i Saas Fee til endnu en uges træning på gletscheren, hvor det nu er blevet vinter med sne helt ned i byen. Efter Saas Fee tager jeg tilbage til Danmark og til mere fysisk træning, hvorefter planen er, at jeg tager tilbage til Alperne – denne gang med træning på gletscherne i enten Stubai, Pitztal eller Hintertux i Østrig. Herefter håber vi på, at vi så småt kan begynde at træne i området omkring Kronplatz i Italien som igen i denne sæson vil være min faste base i Alperne.

Det er vanskeligt at forudse, hvordan sæsonen kommer til at forløbe, da der stadig er udfordringer med Covid-19 i mange lande. Men hvis ikke Covid-19 sætter en stopper for det, kan det blive en rigtig spændende sæson, da der efter planen skal afvikles VM i Cortina/Italien, som kun ligger ca. 50 km fra Kronplatz og derfor næsten er min hjemmebane. Samtidig er kvalifikationen til OL blevet indledt. Det bliver bestem ikke let at kvalificere sig til OL, men jeg vil give alt hvad jeg har for igen at kunne repræsentere Danmark og Skiklubben Hareskov til OL, som jeg også gjorde det i 2018 i Pyeongchang/Sydkorea.

Jeg vil som noget nyt i denne sæson stille op i en række Europa Cup løb, som ofte har deltagelse af mange løbere fra den absolutte verdenselite og det bliver spændende at måle sig direkte mod dem.

Jeg håber også for alle andre i Hareskoven, at situationen omkring Covid-19 kommer i så god kontrol, at alle kan komme afsted på klubbens mange ture.

Med venlig hilsen

Casper Dyrbye

Alpin skiløber

Covis-19 foranstaltninger for klubturen til Sölden i uge 42

Herunder er beskrivelse af foranstaltning på skiture i Skiklubben Hareskov for at forebygge Coronavirus, hvilket i dette tilfælde er udarbejdet specifikt til klubturen i efterårsferien til Sölden i Østrig.

 

GENERELT

I offentlige bygninger, sygehuse og transportmidler samt i supermarkeder, banker, apoteker, ved læger og på posthuse er mundbind påbudt. Ligeledes gælder det at mundbind skal benyttes, hvis en mindste afstand på 1 meter ikke kan overholdes. (F.eks. ved frisør). Der er ikke påbud om mundbind på restauranter og caféer.

 

HOTEL TYROLERHOF

Vores sikkerhedsforanstaltninger à Coronavirus:

  • Minimumafstand (1 meter) skal overholdes overalt.
  • Der vil være standere med håndsprit i receptionen, ved spisesalen, ved elevatorerne m.v.
  • I wellnessområdet vil liggestolene være forskudt for at opnå nok afstand
  • Ved receptionen og ved buffeten i restauranten vil der være opsat plexiglas plader som beskyttelse.
  • Medarbejderne på hotellet går alle med mundbind
  • Spisetiderne bliver forskudt, således at ikke alle gæster er i spisesalen samtidigt.

 

Vi forsøger naturligvis at få et bedste ud af de givne omstændigheder, og at gøre opholdet for vores gæster så behageligt som muligt trods foranstaltningerne.

 

SKIOMRÅDE og LIFTER

Før benyttelse af lifte (ved kassen, toiletter og i kø/ venteområde).

  • Ved tegn på sygdom – bliv hjemme
  • Undgå at samles i grupper
  • Hold passende afstand til andre personer
  • I offentlige områder skal der bæres mundbind
  • Betal venligst kontaktløst
  • Benyt de opstillede håndsprit-stationer
  • Følg alle anbefalinger fra liftpersonale

 

I liftene (Kabinelifte):

  • Benyt mundbind
  • Hold passende afstand trods mundbind
  • Smid ikke brugte mundbind i liftene
  • Brugte mundbind skal smides i affaldsbeholdere
  • Åben vinduerne i kabinen, for at sikre god udluftning
  • Følg alle anbefalinger fra liftpersonale

 

BUSSER

  • Hver dag bliver busserne støvsuget.
  • Busserne vaskes udvendigt efter behov (3-4 gange om ugen).
  • Alle overflader der har berøring (håndtag mm.) bliver tørt af med sprit min. 2 gange om dagen.
  • Vi har håndsprit stående i alle busser til chauffør og gæster.
  • Toilet bliver ekstra grundigt rengjort dagligt og tørt efter med sprit.
  • Vi har kun gæster siddende i samme retning. Dvs. ingen ved borde pt.

 

Og ellers følger vi naturligvis myndighedernes anvisninger…

Dansk platform vil være en tripadvisor for hele verdens skiløbere!

For lidt mere end 3 år siden besluttede Eg Nicolajsen – som flere på småbørns turen i uge 7 kender som instruktør – at han ville skabe en TripAdvisor for hele verdens sne elskere. 

Eg tænkte, hvis man kan søge og rate hoteller og restauranter, så kan man gøre det samme med selve skiområdet. Ikke som nogle har prøvet tidligere, men baseret på 10.000 ratings på hvert område så man opnår Wisdom of the Crowd som I måske kender fra DR’s Alle mod 1.

Ratoong er en brugerdrevet platform til at søge skiområder frem alene udfra den enkelte brugers præferencer og Ratoongs algorithme. Det hele er baseret på alle de andre brugeres ratings (klik på linket for at rate det sidste sted du har været).

På denne måde kan brugere finde områder som de ikke kendte før og som måske ligger tættere på Danmark så miljøet spares, og alligevel har de kvaliteter som søges. Som bruger kan du også se om et område score højt på de dele som er vigtige for dig. Se om “The Crowd” er enige med det sidste råd de fik mens de sad til afterski. 😉 Samt have en second opinion ift de websites som laver reviews af skiområder ud fra en ansats vurdering, og samtidigt sælger de rejser og andre ydelser relateret hertil. 

For 2 år siden kom første version, og siden er der sket meget. I dag indeholder platformen alle skiområder med mere end 15 km pist, over hele verden, i mere end 60 lande. Ratoong er gratis for alle brugere – og der er ingen reklamer. 

Lidt detaljer om rating delen

På Ratoong kommer du til at kunne rate mere end 20 forskellige dele af et ski område når man har fået de sidste parametre med. Parametrene omhandler alt fra pisterne, snowpark, over sustainability og byen mm.. Man rater på en 1-5 snefnug skala. Det er ikke kun pisterne som man har valgt at kunne rate, men også byen, naturen mm fordi for mange er en skiferie mere end blot skiløbet. 

Søge efter DIT ski område

Den anden del af Ratoong, er så søgefunktionen. Det vigtigt at være opmærksom på at der på visse områder kan mangel på ratings eller at der er meget få. Brugerne har dog allerede afgivet mere end 14.000 ratings, og jo flere I laver, jo hurtigere går det. Alene sidste år blev der afgivet mere end 11.000 ratings.

Den mere intelligente søgefunktion er platformens profil-del. Her kan brugerne sætte deres egen profil op. Dette gøres ved at vælge de parametre som er relevante for den enkelte bruger, men inden da, er det vigtigt brugeren vælger hvilke lande som har interesse. Det er vigtigt at kun vælge de parametre som er vigtige for dig!

Under profildelen er der yderligere en række parametre, som brugerne kan bruge til at udelukke eller inkludere områder fra deres søgning. Disse er parametre som “vertical drop” og “minimum altitude of the town”, samt afstand fra nuværende lokation eller afstand fra de 3 nærmeste lufthavne. 

Når man er færdig, går man ned og trykker “matching resorts” i bunden af ens profil og herefter lister Ratoong områder der passer til ens præferencer. 

Ratoong lover, der vil komme mange flere features til i fremtiden – mange af disse ønsker er kommet fra brugerne. Vi er også i gang med at forbedre en del af de eksisterende funktioner. I er altid velkomne til at komme med feedback på brugervenlighed, design mm. inde på siden, hvor I blot kan trykke på Facebook Messenger-ikonet eller sende en mail på lovesnow@ratoong.com.  

Lyt evt. til dette podcast fra Skipodcast, hvor Eg fortæller mere om Ratoong: https://linktr.ee/andersguldberg

Følg Ratoong på: 

Facebook: https://www.facebook.com/ratoongIVS/ 

Instagram: https://www.instagram.com/ratoong_/ 

Nyhedsbrev og billeder fra Casper Dyrbye

Jeg har igen i denne sæson base i Italien, hvor jeg træner sammen med mit hold Fi.

Det har ind til videre været en lidt special sæson på grund af det skiftende vejr og de i perioder unormalt høje temperaturer i Alperne. Det har medført, at det har været svært at planlægge sæsonen, da mange konkurrencer er blevet aflyst. Det har så igen betydet, at der ofte har været rigtigt mange deltagere, og et meget højt niveau, ved mange af de konkurrencer der er blevet gennemført.

I starten af sæsonen havde jeg lidt udfordringer med at få sat mit udstyr rigtigt op, men særligt i januar måned har jeg virkeligt fået det til at fungere – og jeg har samtidig følt mig i rigtig god form. Jeg indledte 2020 med 1. plads og en 2. plads og er nu oppe på i alt 13 podieplaceringer i internationale løb.

Efterfølgende fortsatte jeg med at vise rigtig god form – og den foreløbige kulmination kom ved 2 slalomløb i Italien, hvor jeg virkelig ramte det og forbedrede min FIS-point markant i slalom, så jeg nu er ned på 39 point – hvilket svarer til 25 point efter den skala, der var gældende frem til denne sæson. Det har længe været en drøm, at komme under 30 point på den gamle skala, og jeg er super stolt over, at det nu er lykkedes flere gange i år.

Jeg har også kørt rigtigt godt i storslalom i træningen, men jeg har endnu ikke ramt et løb, hvor jeg har kørt helt op til mit bedste på en dag, hvor forholdene også har gode. Men fortsætter jeg med at køre så godt til træning, er det kun et spørgsmål om tid, før jeg også forbedre mine FIS-point i storslalom.

Min far har henover sæsonen besøgt mig flere gange og deltaget ved træningen og flere konkurrencer – og min lillebror Jacob har også boet hos mig i en periode. Det er dejligt at få besøg hjemmefra, da jeg ikke har været hjemme i Danmark siden starten af september måned. Det var også hyggeligt at møde nogle af medlemmerne fra Hareskoven i uge 7 og træne lidt sammen nogle af skiteam løberne, da Hareskoven i uge 7 havde flere ture til Kronplatzområdet.

De kommende uger står på mere træning og flere konkurrencer før jeg i slutningen af marts måned tager til Trysil for at forsøge at forsvare mine 3 DM-guldmedaljer fra sidste år. Herefter forventer jeg at tage videre til Val d’isere for at slutte sæsonen af med bl.a. at deltage ved de danske FIS-løb. Jeg ser frem til at møde de øvrige danske konkurrenceløbere ved både DM og ved konkurrencerne i Val d’Isere, og høre lidt mere om, hvordan deres sæson er gået og se hvor gode Skiteamet løbere er blevet.

Nyhedsbrev 1 fra Danske Mesterskaber i langrend 2020

årets danske og grønlandske langrendsfest

Nyhedsbrev nummer 1

Om 3½ måned er vi godt i gang med DM langrend 2020 og allerede nu ser det ud til at vi bliver rigtig mange. Det gør arbejdet i stævneledelsen rigtig sjovt for vi elsker også langrend!

torsdag den 23. januar kl. 19.00 lukker tilmeldingen på hjemmesiden, men tilmeld dig så hurtigt som muligt, tak.
Vi har hørt rygter om, at grønlænderne kommer med et meget stort hold – måske omkring 50 personer – så der bliver kamp til stregen i konkurrencerne.

Overnatning
Kvitåvatn er fuldt booket og har faktisk været det den sidste måned, hvilket vist er ny rekord.
Vi har arbejdet på at finde alternativ overnatning – med mulighed for at spise på Kvitåvatn med 15 % rabat – og det er lykkedes at skaffe hytter og lejligheder i kort afstand fra skistadion, ligesom der er opstået nogle muligheder på højfjeldshotellet.

Vi opfordrer til at melde sig ind i den dertil oprettede Facebook gruppe (DM Langrend transport og overnatning) gruppen kan også anvendes hvis man har senge til overs og som man gerne vil tilbyde andre.

Der er i år kommet et nyt værtspar på Kvitåvatn, Susanne og Martin Kissow og de glæder sig til at se alle de danske langrendsløbere i uge 5. Vi har allerede nu etableret et godt samarbejde, så det tegner godt.

Tilmelding til konkurrencerne og bus
Tilmeldingen har været åben et par uger allerede og nu er det din tur til at blive tilmeldt og familien med – her er linket
https://my7.raceresult.com/132909/registration?lang=dk

Der har været en fejl, som medførte at man ikke kunne tilmelde sig en stærkere/yngre klasse – denne er nu rettet. Reglerne er enkle: du kan altid tilmelde dig nærmere H/D21 og damer må selvfølgelig gerne stille op og banke herrerne, men ikke omvendt.

Vi har fået bemandet de mest kritiske funktionsområder som er afgørende for konkurrencernes afvikling og glæder os over igen i år at kunne trække på erfarne kræfter.

Ski-leg for de 0-7 årige:
Vi har et nyt træningsteam til at tage sig af de yngste i år: Laura Bobach og Silja Ebert Svenningen – en stor tak herfra. Caroline Ryge Carlsen er i år blevet forhindret i at deltage grundet studier og det er endnu uvist om Camilla Søgaard deltager, hun har haft en travl sæson med flere medaljer til både VM og EM i MTBO.

Vi får brug for hjælp til nogle velkendte aktiviteter
Lagkagestafetten blev sidste år gennemført af et par ihærdige unge drenge og et lignende tiltag er nødvendigt i 2020 hvis der igen skal bygges kunstnerisk bagværk – så skriv til stævneledelsen hvis du har en arrangør gemt i dig og vil stå for indkøb af ingredienser og organisering. Skriv til info@dmlangrend.dk

Lektie-cafeen har i mange år været et argument for at mange børn kunne få fri for skole for at deltage i årets DM – så har du en lille lærer gemt i dig og vil du hjælpe de unge nogle gange i løbet af ugen hører vi gerne fra dig. Skriv til info@dmlangrend.dk

Reglement
Reglementet ligger på DM hjemmesiden HER Husk, det er din pligt som deltager at kende regler og bestemmelser beskrevet i reglementet.

Ugeprogram
Ugeprogrammet ligger på DM hjemmesiden HER

Snestatus
Følg den daglige sportrækning på denne side.

Alpine konkurrencer sæsonen 2018/19

I sæsonen 2018/19 vil der blive afviklet følgende alpine konkurrencer.

Konkurrencer Uge Datoer Destination Discipliner
Alpin Danmarks Cup 42 18. oktober Sölden PSL
Nordkredsmesterskaberne (NKM) 49 7.-8. december Trysil GS+SL
Sjællandskredsmesterskaberne (SKM) 3 17.-19. januar Trysil SG+GS+SL
Scandlines-Steep&Deep Cup 5 1. februar Vallåsen SL
Scandlines-Steep&Deep Cup 9 1. marts Vallåsen GS
Alpin Danmarks Cup 10 9.-10. marts Isaberg GS+SL
Danmarksmesterskaberne (DM) 13 27.-31. marts Trysil SG+GS+SL+AC(+PSL)
Åbne børneløb (BEL) 15 Før påsken Val d’Isere GS+SL
Åbne breddeløb (BEL) – U10-MAS 15 Før påsken Val d’Isere GS+SL
FIS-løb (DK) 15 13.-14.april Val d’Isere GS+SL

Listen opdateres når de sidste datoer er tilgængelige.

Bemærk at kredsmesterskaberne og DM i år flytter fra Hafjell/Kvitfjell til Trysil som følge af flytningen af Alpint Kraftcenters base.

Alle konkurrencer fra Sölden (uge 42) til og med DM i Trysil (uge 13) kan der samles point til Steep & Deep Alpin Danmarks Cup

SG: Super-G

GS: Storslalom

SL: Slalom

AC: Alpin kombination

PSL: Parallelslalom (DK-variant)