Om ski-inspireret MTB træning.
Generel information om MTB+ træning
MTB sommersæson køres fra start april til slut september hvert år, og vintertræningen fra start oktober til slut marts.
Sommertræningen er hver søndag kl. 10.00 – 12.00 og enkelte onsdage/torsdage kl. 19.00 – 20.30 når det er lyst nok og andre dage (følg med i Facebook-gruppen).
Vintertræningen er hver søndag kl. 10.00 – 12.00.
Normalt mødested er Hareskoven fra klubhuset (P-plads overfor) Poppel Alle 14, 3500 Værløse, men andre gange vil vi også køre i Geels Skov (Holte) og Rude Skov (ml. Holte og Hørsholm) m.fl. alt efter behov, hvilket meldes via MTB-Facebookgruppen. Vi kører følgende hold, som vil blive justeret i forhold til niveau og antal deltagere:
- INFO gruppen: Nyankomne, nybegyndere, letøvede. Lettere terræn.
- Trail/Enduro gruppen: Dem med fully 140 mm + vandring. Mere udfordrende terræn med fokus på nedkørsler med hop, drop, rødder, sten mm
- HMT gruppen: Hygge+Motion+Teknik 🙂i princippet for alle, fokus i nævnte rækkefølge, dvs. at teknikundervisningen tages efter ønsker/muligheder undervejs på sporet.
Vi vil også prøve at etablere børnehold, når det overhovedet kan lade sig gøre.
Tilmelding til de enkelte datoer på Facebook:
Vi glæder os til at se jer – HUSK Mountainbike og HJELM! Man kan leje MTB´er hos MTB-tours lige om hjørnet på dette link: https://mtb-tours.dk/ HUSK at reservere hvis du vil leje cykel, hvor du kan bruge en rabatkode, som findes på fanen Rabatordninger når du logger ind på din medlemsprofil på https://medlem.hareski.dk
Vores hold af MTB instruktører under deres uddannelse
Vil du blive bedre på ski?
Mountainbike forbereder dig både fysisk, teknisk og mentalt til vinterens udfordringer. Det er ikke tilfældigt, at destinationer som Whistler, Trysil og Vallåsen er kendt for at bytte skiene ud med 2 hjul, så snart vejret tillader det: Hvis du kan lide at køre dyb pudder eller skære sving på pisten, så vil du uden tvivl også være vild med blød skovbund kendt under navnet ”Hero Dirt” eller at læne dig ind i en endeløs række af ”berms” – store sving, som skyder dig af sted.
Hvorfor mountainbike?
Biomekanikken i skiløb og mountainbiking har mange ligheder: Du kan for eksempel kante og vride både dine ski og din cykel, og for at opnå optimal kørsel på cykel sigter du efter en centreret ”attack position” – bagvægt er uønsket.
I mountainbiking er terrænforståelse og linjevalg altafgørende. Det mentale fokus skal holdes knivskarpt for at klare en ny udfordrende linje. Når det lykkes, vil de fleste skiløbere kunne genkende den euforiske fornemmelse af flow.
Led og lårmuskler får lov at arbejde hårdt, når der som på ski arbejdes med aktiv eller passiv preskontrol. Underlaget kan pumpes aktivt og cyklen vil, som skiene, svare med en tilbageslående kraft. Dette kan times på en kicker for at få mere luft under hjulene eller udnyttes i et sving, hvor resultatet vil blive mere greb og fart som i carving. Alternativt kan der arbejdes med passiv preskontrol; en mere absorberende og eftergivende teknik, som gør, at man kan bibeholde stabilitet, retning og som oftest fart på trods af ujævnt underlag. Dette kan sammenlignes med at ”suge” en pukkel på ski.
MTB instruktørerne træner i Rude Bikepark med DDS uddanner Morten Lund
Earn your turns
Inspiration fra MTBTV med 5 ting, som kan overføres mellem ski og MTB
Mountainbiking har et naturligt element af intervaltræning: På nogen strækninger er det nødvendigt at træde det modbydelige lille ekstra for at komme op og på andre strækninger er den rent ”cruise” og frihedsfølelse. Hvis du er vild med randoné, vil du højst sandsynligt også genkende ”earn your turns”-følelsen på mountanbike. Selvom der er begrænset med højdemeter i Danmark, er der rig mulighed for, at en hel eftermiddag kan gå med at udforske forskellige spor i det samme område. Hvis fokus er på nedfarten, kan det blive til mange sessions med ”push bike” eller grusvej op og tekniske spor ned.
Hvis adrenalinen ikke behøves være helt så tilstedeværende, så er cross country mountainbike på teknisk lettere spor en effektiv træningsform, der som langrend kan varieres i længde og intensitet – og i lighed med langrend er skånsom for leddene.
Børn og mountainbiking
Mountainbiking er socialt. De fleste børn elsker at cykle og den nye generation af mountainbikere har en helt anden og mere intuitiv tilgang til cyklingen end mange voksne kender til. Flere starter på løbecykel eller på overrøret af mors eller fars cykel, og dette gør det muligt for hele familien at være samlet om noget – på samme måde som på en skiferie. Mountainbiking skal først og fremmest være legende og glædesfuldt – den fysiske træning er bare en ekstra bonus, som kommer helt af sig.
Undervisning
Mountainbike-instruktørerne hos Hareskoven Skiklub er uddannet gennem DGI. Deres fokus vil være på at give dig en sikker og lærerig oplevelse i skoven, uanset udgangspunkt. De forskellige hold tilpasses niveau og der vil både være plads til den skeptiske nybegynder og mere øvede. Ved hjælp af god teknik vil du tilegne dig kropsbevidsthed og overskud, som med sikkerhed vil gavne dit skiløb.
Udstyr
Mountainbikes kommer i lige så mange varianter, som der findes ski.
I Danmark hvor sporene ofte er ”venligere” og med færre sten end i udlandet, er der mange, som trives på en hardtail, som udelukkende har affjedring i forgaffelen. Flere og flere bliver dog glade for fullyen som har affjedring både for og bag, og som er lidt tungere op, men til gengæld kan give mulighed for større udskejelser og mere yiha på vej ned.
Cyklerne fås med 3 hjulstørrelser: 26”, 27,5” og 29” og det er en god idé at prøve nogle forskellige cykler, før man beslutter sig for at købe. Mød op med hjelm, vand, snacks og et par sko med gode såler. Er du ny på mountainbike eller ønsker du større frihed til at udvikle dig teknisk, så kan det anbefales at køre med ”flats”, – pedaler som ikke klikkes fast til skoen. Fornuftigt beskyttelses udstyr er albue -og knæ beskyttere og evt. skinnebens beskyttere.
Der trænes svingteknik i Hareskoven