Nyhedshilsen fra eliteløber Casper Dyrbye

Som de fleste nok kan tænke sig til, giver corona-situationen udfordringer, når man er professionel skiløber med det meste af verden som arbejdsplads, og denne sæson har da også indtil videre været den vanskeligste i min tid som skiløber. Træningen har dog fungeret fornuftigt, da der fortsat er områder, som har åben for professionelle skiløbere, men jeg har måtte rejse mere rundt end normalt for at finde gode træningsmuligheder, hvilket har medført forøgede udgifter til rejser, liftkort, corana-tests og logi. Sneforholdene har generelt været gode – og jeg har ikke mistet mange træningsdage. Den helt store udfordring er, at ikke ret mange løb bliver gennemført. Det betyder, at der er rigtigt mange løbere som stiller op i de få løb, der bliver gennemført, og at niveauet i de fleste løb derfor er ekstremt højt.

I december måned stillede jeg op i mine hidtil første Europa Cup løb i Val di Fassa i Italien. Også her var niveauet ekstremt højt, da mange af topløberne fra World Cuppen stillede op, da der på dette tidspunkt endnu ikke var afviklet et World Cup slalomløb. Det betød, at jeg fik startnummer 107!!!! ud af 120 deltagere den første dag og startnummer 98 den anden dag. Ikke det bedste udgangspunkt for at levere gode resultater i slalom……

Den første dag gav banen i 1. gennemløb rigtigt mange af deltagerne store problem – og jeg lavede også selv en meget stor fejl, som kostede meget tid. Jeg holdt mig dog lige akkurat i banen. Andre havde endnu større problemer, og mange kørte ud, så det lykkedes mig alligevel at komme videre til 2. gennemløb. I 2. gennemløb kørte jeg et rigtigt fornuftigt gennemløb, banen taget i betragtning. Det viste sig, at være vigtigt, da jeg med dette resultat, kom under et af de skærpede krav som DIF og Danmarks Skiforbund har opstillet for kvalifikation til OL i 2022. Der er stadig en række andre krav, der skal opfyldes, men jeg har nu taget det første lille skridt frem mod OL i 2022. Løbet blev i øvrigt vundet af Franske Clement Noel, som lå på en delt 1. plads på verdensranglisten.

 

Den 23. december tog jeg sammen med min far hjem til Danmark, efter at jeg kun har været i Danmark i en enkel uge siden september måned. Det gav mig mulighed for lidt tid sammen med familien og med min kæreste Laura, som er fra Ungarn, og som jeg ikke havde set siden august. I dagene mellem Jul og Nytår nåede jeg også at fungere som gæstekommentator af damernes alpine World Cup fra Semmering på Eurosports.

Lige efter Nytår gik turen tilbage til min base i Italien, hvor jeg efter nogle dage med træning håber på at kunne deltage i en række konkurrencer i Italien, Slovenien og Kroatien. Men i denne sæson er intet sikkert, og man skal være indstillet på konstant at ændre planer med kort varsel. Der er stor fokus på sikkerhed omkring alle konkurrencer, og dette betyder sammen med mine mange rejser over grænser, at jeg bliver testet næsten hver uge for Corona, på trods af, at jeg allerede har overstået sygdomme og derved har en relativ lille risiko for at få sygdommen igen. Men jeg er ved at være godt træt af at skulle lægge næse og hals til de mange tests.

I februar måned afvikles VM i Cortina i Italien. Cortina ligger kun 1 times kørsel fra min base i Kronplatz, så det er nok det tætteste jeg kommer på en hjemmebane ved et VM, og jeg håber, at jeg kan repræsentere Skiklubben Hareskoven og Danmark på en god måde og levere gode resultater. Målsætningen er i første omgang at komme videre fra kvalifikationsløbene i slalom og storslalom og ind i selve finaleløbet, hvor der gives plads til 100 løbere.

I den resterende del af sæsonen vil målet være, at forsøge at bevare min gode placering på verdensranglisten i slalom (ikke nemt i denne sæson) og forsøge at tage de næste skridt frem mod en kvalifikation til OL i Beijing i 2022.

                                         

Ved siden af træningen arbejder jeg konstant på af få det økonomien til at hænge sammen. Det er bestemt ikke let at skaffe sponsorer i disse vanskelige tider, og arbejdet for at skaffe sponsorer er meget tidskrævende. Ud over mine bestående sponsoraftaler med Vallåsen/Ulricehamn og Dansk Autogen Service er det i denne sæson lykkedes at få en aftale om diverse udstyr med Snow Fun i Roskilde og en aftale med Gabel omkring skistave og Vitalini omkring tøj og beskyttelses udstyr. Jeg håber derfor, at I også kigger forbi disse virksomheder som bl.a. via mig støtter dansk skisport. Jeg har fortsat også et rigtigt godt samarbejde med Ski Tech, som igen i år har hjulpet med at få adgang i super gode ski fra Fischer.

I disse vanskelige tider er den støtte som Hareskoven og Danmarks Skiforbund givet mig endvidere af helt afgørende betydning for, at jeg kan dyrke min sport på eliteniveau. På trods af denne støtte er der dog lang vej til at kunne få økonomien til at hænge sammen – ikke mindst fordi min meget gamle, men helt uundværlige bil, snart ikke kan mere. Så skulle der være medlemmer i Skiklubben Hareskoven som kender til virksomheder, der kunne tænke sig at hjælpe mig på vej mod VM og OL, hører jeg meget gerne om det.

Hvis I ønsker at følge mere med i mit liv som eliteskiløber, er I velkomne til at følge mig på:

Facebook: https://www.facebook.com/Casperdyrbyeski

Instagram: https://www.instagram.com/casper_dyrbye/

Godt nytår til alle – og tak for støtten fra Skiklubben Hareskov.

 

Casper Dyrbye

Alpin Skiløber

Skiklubben Hareskov

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *