Kravler mod toppen

For dem der ikke kender dig, hvem er Turbomalle?

Turbomalle var et øgenavn jeg fik tildelt af kommentatoren, ved min første deltagelse ved Freeride DM og det skulle vise sig at hænge ved. Det er i hvert fald det øgenavn, jeg går under inden for freeride miljøet, men mit civile navn er Malene Madsen. Jeg er 23 år, læser International virksomhedskommunikation, om sommeren bor jeg i København, om vinteren i Østrig, med base i St. Anton. Jeg har min skimæssige baggrund fra alpint skiløb, hvor jeg både har deltaget ved VM og mange andre internationale FIS-løb. Jeg nåede desværre et punkt ret tidligt i min karrierer, hvor jeg ikke kunne få målsætningerne til at matche mængden af træning. Jeg havde simpelthen ikke økonomien til at dyrke sporten på det plan jeg ønskede. Det betød ikke at skiene blev lagt på hylden, men det med at køre konkurrence og træne, troede jeg at jeg var færdig med. Efter en sæson i Val Thorens, hvor jeg for første gang virkelig stiftede bekendtskab med det at bevæge sig ud i backcountry og køre freeride, blev jeg overtalt til at tage med til DM i freeride. Det skulle så vise sig at jeg alligevel ikke var færdig med at køre konkurrencer, nu skulle det bare ikke være på raceski og præparerede pister, men på et par brede planker, dyb sne og ud over klipper. Med 2. pladsen ved mit første freeride DM, fik jeg for alvor øjnene op for en ny side af skisporten. Året efter begyndte jeg at køre internationale løb og med flere podieplaceringer, fik jeg for alvor blod på tanden.

Hvordan er livet i St. Anton?

Det er for fedt og St. Anton føles efterhånden som mit andet hjem! Jeg er nu ude i min 3 sæson i St. Anton i træk og det bliver bestemt ikke den sidste. For mig kan St. Anton noget helt bestemt. For det første er skiområdet helt i top og kan ikke andet end at opfylde en freeriders drømme. Der er rig mulighed for at ramme fede offpistruter direkte fra liften og et fantastisk backcountry, hvor man hundrede procent kan finde uberørt sne, er man villig til at arbejde lidt for det. Når forholdene i offpisten ikke er så interessante, byder St. Anton på et hav af fede pister og selvom jeg oftest har de brede planker på, har jeg ikke glemt hvor fedt det er at skære nogle aggressive carvingsving på en stejl pist.

St. Anton har en “rigtig” by. Det synes jeg faktisk er ret vigtigt, når jeg skal tilbringe størstedelen af vintermånederne her. Den er hyggelig, har de måske bedste muligheder for afterski i Europa, man kan tage en tur i fitness, strække benene i gågaden og gå ud og spise lækkert (kan faktisk godt lade sig gøre i Østrig). Jeg kan godt få lidt bjergkuller, hvis man skal bo i en satellitby igennem en længere periode og derfor er det rart med en “rigtig” by.

Men vigtigst af alt, så føles St. Anton som mit andet hjem, fordi det er her mange af mine skivenner befinder sig i løbet af vinteren. Vi er en ret inkarneret dansker gruppe, som bor sammen i en stor lækker lejlighed centralt i byen. Vi laver alt sammen. Vi brænder alle for freeride og har gennem årene skabt et unikt fællesskab. Sammen udforsker vi St. Antons backcountry. Vi har altid nye mål og toppe som skal erobres. Jeg ved slet ikke hvor mange 1000 højdemeter vi sammen har overvundet, i vores stræben efter den bedste sne og spændende faces. Når vi ikke har skiene på, nyder vi hinandens selskab og hygger som en helt lille familie. Det er dog sjældent at der er roligt i lejligheden, for vi har på skift alle vores venner på besøg hen over sæsonen.

Er du tilfreds med sæsonens resultater? Lever drømmen stadig for en plads på World Tour’en?

Nej, det er jeg desværre ikke. Jeg startede ellers sæsonen rigtig godt ud med at vinde FWQ’en i Kappl, men siden da har jeg ikke rigtig haft heldet med mig. For det første er en del af konkurrencerne blevet aflyst grundet den ustabile sæson vi har haft her i Europa. Det sætter lidt ekstra pres på i forhold til at præstere, når konkurrencerne så endelig bliver afholdt. Jeg har haft 2 konkurrencer, hvor jeg mistede min linje, og kom på henholdsvis en 8. plads i Nendaz og en 9. plads i Les Arcs. I Silvretta Montafon klikkede jeg ud af den ene ski i landingen efter et drop og faldt. Den største skuffelse var i Hochfügen, hvor jeg selv var godt tilfreds med mit løb, men fik en lav score. Jeg havde regnet med minimum en top 5 placering, men det blev til en skuffende 10. plads, jeg endnu ikke forstår. Men sådan er det med en bedømmelses sportsgren og konkurrencen er hård, så selv de mindste fejl kan gøre en stor forskel. Jeg har heldigvis mindst 2 internationale løb tilbage denne sæson (Kitzsteinhorn og Gastein) og så selvfølge DM, hvor jeg gerne skulle stå øverst på skamlen for 3. år i træk. Jeg er ikke sikker på jeg kan nå at leve op til sidste års placering som top 13 i Freeride World Tour qualifier’en, men jeg ved at mit niveau er blevet bedre og at jeg har udviklet mig i en positiv retning. Desværre afspejler resultaterne ikke altid udviklingen, men jeg er overbevist om at, hvis jeg fortsætter med at arbejde hårdt, vender heldet til min fordel på et tidspunkt. Så selvom jeg i år nok ikke ender med at have bevæget mig tættere på en deltagelse i Freeride World Tour’en (kun de 2-3 højest rangeret fra qualifer’ne, der bliver inviteret her) efter denne sæson, lever drømmen fortsat i bedste velgående. Jeg har ved flere af løbene i år, kørt mod nogle af pigerne fra tour’en og bestemt ikke følt mig udkonkurreret. Jeg er stadig ung i gamet og overbevist om at det kun er et spørgsmål om at blive ved med at presse mig selv og mine grænser. Mange af de bedste løbere har deltaget lige siden de var juniorer og har derfor en del erfaring, jeg endnu ikke helt har fået opbygget. Erfaring er måske det jeg mangler mest, men den kommer heldigvis helt af sig selv. 

Hvad er dit råd til unge skiløbere som brænder for freeride?

Find nogle som har den samme passion for sporten som dig selv. Det er klart sjovest at have nogle at dele oplevelserne med. Dertil kommer at man aldrig må bevæge sig væk fra pisterne alene og at man rykker sig skimæssigt, ved at stå med andre. Det er altid lærerigt at stå med bedre løbere end en selv, men det vigtigste er faktisk at man står med nogle man stoler på, har det sjovt med og nogle der kan presse en lidt – freeride handler meget om at rykke grænser. Meld dig ind i en skiklub, SH har et freeride team, eller tag til Freeride DM og mød andre passionerede. Tag på sæson efter gymnasiet eller hvad du har kastet dig over efter folkeskolen. Det er et halvt år, hvor du udover at få en oplevelse for livet, får en masse nye og fantastiske venskaber, møder en ny kultur og mange forskellige mennesker med samme interesse som dig. Det er alle pengene og tiden værd! Har du planer om at studere, behøver det ikke afholde dig fra en masse uger/måneder med sne under fødderne. Vi er mange som er lykkes med at tage studierne med os. Det er til tider hårdt, men brænder man for studiet og sporten, kan det godt lade sig gøre at prioritere begge ting samtidigt. Ønsker du virkelig at gøre noget ud af sporten og tage det op på et konkurrenceplan, tror jeg det er vigtigt ikke kun at tænke træning i offpisten. Man lærer at stå på ski på pisten og det er langt lettere at få styr på den gode teknik her. Størstedelen af min succes skyldes de mange træningstimer, jeg har haft på pisten og i portbanen. Teknikken, balancen og farten har jeg helt sikkert derfra. Det er ikke et “must” at have en fortid som portløber, men brug tid på at blive en god skiløber på et par carvingski. Tag ofte forbi parken og få styr på alle bevægelser, der er forbundet med et hop. Bliv komfortable med at have luft under skiene og lær gerne at lave diverse tricks. Der er en masse mod og balance at hente i at lege rundt i parken. Lad være med kun at køre i offpisten, når forholdene er perfekte. Det er sjældent at man er til en konkurrence, hvor der er puddersne, bluebird og perfekte forhold. Brug tid på at øve linjer og ramme en planlagt rute. Dem som er de bedste freeriders i verden, er dem som mestre alle facetter af skisporten. Til slut skal du bruge tid på at sætte dig ind i lavinesikkerhed, sørge for at have godt udstyr og altid tænke dig om når du bevæger dig ud i offpisten. Man er en idiot, hvis man ikke har respekt for bjergene og naturens kræfter. Vigtigst af alt er dog at have det fedt, have en legende tilgang til sporten – man bliver aldrig rigtig god, hvis det ikke er glæden ved sporten, som driver en!