Vedtægter for Skiklubben Hareskov

§ 1

Klubbens navn er Skiklubben Hareskov med hjemsted i Furesø Kommune.

§ 2
Klubbens formål er at samle alle skisportsinteresserede i områderne op til Hareskoven og skabe bedst mulige faciliteter og vilkår for idrættens udøvelse.

§ 3
Klubben er tilsluttet Dansk Skiforbund (DSKIF) under Dansk Idrætsforbund (DIF) og Fedération Internationale de Ski (FIS).

Medlemmer

§ 4
Klubben optager såvel aktive som passive medlemmer. Indmeldelse skal ske skriftligt, og kontingentkvittering gælder som medlemsbevis.

§ 5
Bestyrelsen kan i særlige tilfælde nægte optagelse af nye medlemmer (f.eks. hvis pågældende har kontingentrestancer i andre klubber under Dansk Skiforbund). Hvis man således bliver nægtet optagelse i klubben, kan den pågældende forlange bestyrelsens afgørelse forelagt på førstkommende generalforsamling, der så træffer den endelige afgørelse.

§ 6
Udmeldelse af klubben skal ske skriftligt til kassereren.

§ 7
Overtrædelse af klubbens vedtægter og øvrige regler kan medføre eksklusion, som kun kan besluttes af bestyrelsen. Enhver eksklusion kan indankes for generalforsamlingen for endelig afgørelse.

§ 8
Indskud og kontingenter fastsættes af generalforsamlingen. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde fritage medlemmer for at betale kontingent.

§ 9
Kontingentet betales forud og er forfalden til betaling ved det første månedsskifte efter fremsendelse.

§ 10
Udmeldelse i løbet af sæsonen berettiger ikke til hverken hel eller delvis refusion af kontingentet.

§ 11
Eksklusion på grund af kontingentrestance indberettes til Dansk skiforbund.

Bestyrelse

§ 12
Klubben ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen.

§ 13
Bestyrelsen administrerer klubbens midler og er ansvarlig for klubbens løbende drift overfor generalforsamlingen. Bestyrelsen fastsætter klubbens ordensregler og kan nedsætte udvalg efter behov.

Klubben tegnes af formanden, næstformanden eller en af bestyrelsen ansat forretningsfører i forening med 1 bestyrelsesmedlem, alternativt af 3 bestyrelsesmedlemmer.

§ 14
Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, når han finder anledning dertil, eller når 2 bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens 7 medlemmer er tilstede. Formanden eller den fungerende formand leder forhandlingerne, og i tilfælde af stemmelighed er hans stemme afgørende.

§ 15
Sekretæren udarbejder referat af generalforsamling og bestyrelsesmøder, som sendes til bestyrelsesmedlemmer og suppleanter og indsættes i en protokol umiddelbart efter de afholdte møder. Protokollen fremlægges til gennemsyn på den ordinære generalforsamling.

§ 16
Bestyrelsen udpeger en ansvarlig for kontingentopkrævningen og kassereren fører et specificeret regnskab over indtægter og udgifter. Regnskabsåret går fra 1. juli til 30. juni.

§ 17
Bestyrelsen udpeger selv repræsentanter til repræsentantskabsmøder i Dansk Skiforbund.

Generalforsamlingen

§ 18
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Generalforsamlingen sammenkaldes af bestyrelsen hvert år med to ugers varsel ved meddelelse på klubbens til enhver tid officielle hjemmeside. Meddelelsen skal indeholde den fuldstændige dagsorden. Generalforsamlingen kan ikke tage bindende afgørelse om spørgsmål, der ikke er på dagsordenen.

Når en generalforsamling er lovligt indvarslet, er den beslutningsdygtig uanset de mødtes antal. Vedtægtsændringer kan dog kun vedtages såfremt 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer har givet møde eller på en efterfølgende generalforsamling med simpelt stemmeflertal.

Stemmeberettigede og valgbare er kun restancefrie medlemmer, der er fyldt 16 år, og som har været medlem i mindst 1 måned. Formand og kasserer skal dog være fuldt myndige personer. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Skriftlig afstemning finder sted, når dirigenten eller 3 tilstedeværende medlemmer ønsker det.

§ 19
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i september måned med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.

2. Formandens beretning.

3. Udvalgsformændenes beretning.

4. Forelæggelse af revideret regnskab til godkendelse.

5. Fastsættelse af indskud og kontingent med fremlæggelse af budgetforslag.

6. Behandling af forslag.

7. Valg af formand (hvert 2. år).

8. Valg af bestyrelsesmedlemmer (for 2 år), herunder valg af 2 bestyrelsessup- pleanter.

9. Valg af revisorer (for 2 år), herunder valg af revisorsuppleant.

10. Eventuelt.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen under punkt 6 skal være formanden i hænde inden 15. august.

§ 20
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med 2 ugers varsel så ofte bestyrelsen finder det nødvendigt og skal indkaldes med samme varsel når mindst 25 af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom. Begæringen skal samtidigt indeholde dagsorden.

§ 21
Revisionen består af 2 revisorer, som vælges på skift hvert 2. år. Revisorerne skal revidere det af kassereren udarbejdede regnskab inden generalforsamlingen eller senest 15. september efter regnskabsårets udløb.

§ 22
Forslag om opløsning af klubben kan kun vedtages såfremt 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer har givet møde eller på en efterfølgende generalforsamling med simpelt stemmeflertal.

Såfremt klubben opløses, vælger generalforsamlingen 3 medlemmer til en komité, der i løbet af 1 år skal realisere så meget som muligt af klubbens ejendele, at al gæld søges dækket.

Herefter hensættes eventuelle resterende midler på en spærret konto i 2 år til imødekommelse af uforudsete krav, hvorefter beløbet tilfalder Dansk Skiforbund til brug ved forbundets bestræbelser på fremme af skisporten.

(Således senest ændret (§18) på generalforsamling den 22. septenber 2016)

Kan printes i .pdf fra dette link: SH-Vedtaegter_22_09_2016

Sponsorer