Kalender

<< Nov 2017 >>
mTotfls
30 31 1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 1 2 3

Uge 7 – Sälen/Hundfjället i Sverige med bus for familier med små og store børn

Målgruppe: For familier med små børn og begyndere samt deres større søskende.
Skitræning: Planlagt 5 x 2.5 timers undervisning for alle. Tirsdag er temadag med børnene i centrum.
Aktiviteter: Fællesspisning på nærliggende restaurant alle aftener og første morgen.
Rejseperiode: 10. til 18. februar 2018 (uge 7)
Transport: Fælles bus eventuel med mulighed for kør selv
Afrejsested: Storkøbenhavn (ikke fastsat)
Ophold: 8-personerslejligheder ”Trollbäcken” med 4 x 2-personers værelser.
Selskab: Vi rejser med Skistar.

På denne tur for familier, små børn og store børn tager vi til en af Sveriges bedste familiedestinationer, hvor der er skiløb for alle niveauer. Vi bor i lejligheder tæt på pisten i området Hundfjället, der er en del af Sälen.

Vi har forsøgt at lave en prismæssigt tilgængelig tur, der indeholder mere samvær end traditionelle lejligheds- og hytteture med fællesspisning, hvor vi mødes hver aften. Alle er velkomne, men der vil være særligt fokus på de mindre børn og begyndere, fx med en temadag. Undervisningen vil handle om skiglæde og oplevelser i sneen for hele familien.

Vi mener, at Sälen er en ideel familiedestination af flere årsager. Transporttiden er væsentlig kortere end til skidestinationer sydpå med kun 730 km fra København til Sälen. Skiområdet er overskueligt og ideelt til nybegyndere og børn, samtidig med at der også er flere udfordrende sorte bakker for familiens øvede medlemmer. Efter endt skidag i det alpine terræn kan det anbefales at kaste sig ud i langrend, hvor selv den mest trænede skiløber kan få pulsen helt op og brugt den sidste energi før aftensmad. Derudover kan langrend også anbefales for dem, der ønsker at nyde smuk natur og stilhed. Er man endnu ikke mæt, er der aftenskiløb med oplyste pister i både alpinområdet og i langrendssporet.

Vi bor i 8-personerslejligheder med 4 x 2-personers værelser. Vi vil sammensætte lejligheder efter bedste evne ud fra jeres ønsker. Hvis I tilmelder et ulige antal personer, bedes I angive, om I ønsker at frikøbe en plads, så jeres familie får egne værelser, eller få en værelseskammerat tildelt. Turens budget er afhængig af fuld belægning i lejlighederne, og derfor kan det blive nødvendigt at pålægge en familie at frikøbe en seng.

 

 

Skiområde:

Hundfjället er en del af Sälen-området, der også består af skiområderne Högfjället, Kläppen, Lindvallen, Stöten og Tandådalen. Her er særlige børne- og eventyrområder, samt sjove funparks for både store og små. Vi bor ikke langt fra børneområdet Trollbäckstorget, hvor man finder Sälens længste rullebånd, langsomme tallerkenlifte og grønne løjper. Et kæmpe hit er Trollskogen, som er en kilometerlang eventyrpiste med mere end 450 udskårne figurer, der underholder børnene hele vejen ned. Det særlige ved Hundfjället er, at hele familien uden problemer kan tage stoleliften E8 op til toppen, da der udgår både sorte, blå og grønne løjper herfra. Udfordringerne for familiens øvede medlemmer er eksempelvis pisten Väggen, som er en af Sveriges stejleste præparerede pister, samt Worldcupbacken – begge kan tilgås fra toppen af E8-liften. Hundfjället er endvidere forbundet med Tandådalen via en transportlift, som tager ca. 15 min. Tandådalen byder på teknisk krævende røde og sorte pister, samtidig med at der også er børnevenlige pister og funparks her. Det er også muligt at tage en gratis shuttlebus fra Hundfjället til Tandådalen samt til de øvrige skiområder i Sälen.

Langrendsentusiaster kan benytte fjeldets 7 km velpræparerede langrendsspor, som er fordelt på ruter med længder på 2 og 5 km. Vi har et langrendsspor tæt på lejlighederne, imens det oplyste langrendsspor er en gåtur derfra.

Instruktion og aktiviteter:

Undervisningen foregår søndag, mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Søndag efter frokost og de øvrige dage med start om morgen. Tirsdag arrangeres en temadag, hvor børnene vil være i fokus, og forældrene vil blive inviteret på ski med deres børn. Vi vil her give inspiration til, hvordan familien kan stå på ski sammen. Onsdag er fri til egne aktiviteter.

For at deltage i skiundervisningen skal børnene være min. 4 år gamle og nogenlunde selvhjulpne. Undervisningen for de mindste vil være en kombination af instruktion og pasning, hvor vi har en børnepasser/legevoksen med, der laver aktiviteter indenfor, når de små får brug for en pause. Vi vil altså som udgangspunkt have to voksne tilknyttet holdene for de mindste.

Interesse for langrendsundervisning må gerne tilkendegives ved tilmelding. Hvis vi er nok, vil vi forsøge at skaffe en instruktør til det. Har man ikke eget udstyr, kan langrendsudstyr lejes på dagsbasis for under 200 SEK per dag.

Der vil blive arrangeret afterski, samt børneaktiviteter på udvalgte eftermiddage, bl.a. en aftenskitur gennem pisten Trollskogen i mørket efter liftenes lukketid (egenbetaling nødvendig).

 

Transport:

Vi kører samlet i bus med trailer, så vi kan have forplejning med til frokost og morgenmad. Kør-selv er kun en mulighed, hvis busserne er fyldte. Markér venligst ved tilmeldingen, hvis I ønsker at køre selv.

Afrejse:

Afgang fra København lørdag d. 10. februar kl. 18.00 med ankomst til Sälen ved morgenmadstid søndag.

Hjemrejse: OBS – Bemærk nyt hjemrejsetidspunkt ift. tidligere udmeldt!

Afgang fra Sälen lørdag d. 17. februar ca. kl. 19 med hjemkomst søndag formiddag.

Pris:

Priser er justeret pr. 16. august 2017.

Beskrivelse Pris pr. person
Voksne (18+) DKK 7.000
Senior 65+ DKK 6.600
Ung 14-17 år DKK 6.600
Ung 7-14 år DKK 6.000
Børn 3-6 år DKK 4.300
Børn 0-2 år DKK 1.500 (Ved egen seng eller deling)
Frikøb af seng DKK 1.700
Kør selv fradrag: DKK 700

Inkluderet i prisen

  • Transport med bus (mulighed for kør selv, hvis bussen er fyldt)
  • Morgenmad på ankomstdagen
  • Aftensmad søndag til lørdag på restaurant
  • Ophold i 8-personerslejlighed (2-personersværelse)
  • Linned og slutrengøring
  • Liftkort, søndag til lørdag
  • Instruktion (alpint skiløb)

Uden for prisen

  • Visse sociale arrangementer, fx aftenskitur på Trollskogen
  • Morgenmad og frokost
  • Drikkevarer
  • Ski- og støvleleje

Tilmelding og betalingsbetingelser:

Tilmelding: Tilmelding åbner onsdag 16. august kl. 19 – Du tilmelder dig via vores nye medlemsportal. Her vil du blive opkrævet depositum på 1.500 kr.- betalt med kreditkort – Dankort eller Mobile Pay. Du modtager herefter en bekræftelse med e-mail. Senere vil du modtage et link til trin 2 tilmelding med bl.a. mulighed for valg af tilkøb (transport med bus eller fly/ ekstra liftkortsdage).
Tilmeldingslink: Link til medlemsportalen for tilmelding og betaling af depositum
Tilmeldingsfrist: Ikke fastsat endnu
Restbetaling: Restbetaling foregår ved at du modtager en faktura med link til kortbetaling eller FI-kode (betalingskort via bank).
Afbestilling: Tilmeldingen er bindende og vi anbefaler at der tegnes en afbestillingsforsikring. Ved evt. framelding efter indbetaling vil pladserne blive forsøgt solgt til anden side. De frameldte får i så fald refunderet indbetalte beløb. Dog med evt. fradrag for at turen holdes skadesløs. Læs mere på http://www.hareski.dk/turbestemmelser/

Kontakt:

Turleder: Anine Kirstine Frost
Telefon: 26810217
Turmail: salen-uge7@hareski.dk

Yderligere information:

Infomøde:
Hvis der laves informationsmøde vil alle få besked.

Skileje:
Nærmere information om skileje vil blive oplyst.

Kørselsvejledning:
Hvis der kommer kør-selv-deltagere vil information blive udfyldt. [/tab]

Medlemskab:
For at deltage på turen skal man melde sig ind i Skiklubben Hareskov. [/tab]

Forsikring:
Via DIF og DGI er der tegnet en Idrætsskadeforsikring, og der henviser til yderligere information om denne på www.hareski.dk/forsikring/ samt via www.idraettensforsikringer.dk. Forsikringen omfatter ikke afbestilling, og der er begrænsninger på rejseforsikringen. I øvrigt anbefaler klubben at man tegner eventuelle rejse- og afbestillingsforsikringer som en udvidelse af egen familie-/indboforsikring

Teknisk arrangør:
Turen er booket direkte med Skistar

Forbehold

Der skal minimum være 40 deltagere for, at turen gennemføres. Kan eventuelt gennemføres ved mindre deltagerantal som kør selv. Der tages forbehold for prisstigninger af enhver art, som skiklubben er uden indflydelse på, og som klubben ikke på forhånd har kunnet tage højde for, herunder valutasvingninger m.v. Der henvises til klubbens rejsebetingelser på www.hareski.dk/turbestemmelser

Forklaring på skiniveau:

Kategori: Rettesnor for indplacering:
Begynder Du har aldrig stået på ski før (0 ugers erfaring)
Letøvet Du kan køre ned af grønne og blå bakker (1-2 ugers erfaring)
Øvet Du kører blå og røde pister med parallelle ski (3-8 ugers erfaring)
Erfaren Du behersker det meste og kører røde og sorte pister (mere end 8 ugers erfaring)
Ekspert Du behersker det heleog kan køre sikkert overalt uanset terræn og føre – men har behov for og lyst til finpudsning

Ovenstående er kun vejledende. Det er meget individuelt, hvornår man er på et givent færdighedsniveau. Er du i tvivl så ring og tal med turarrangøren.



Profile photo of Anine Kirstine Frost Kontaktperson
Anine Kirstine Frost

Sponsorer