VM Bronze

Nicoline startede med at stå på ski som 5 åring og selvom det ikke fra start var planen at ski skulle fylde så stor en del af Nicolines liv, blev hun hurtigt fanget af sporten og revet ind i en verden med porte og konkurrencer. I en alder af 10 år blev Nicoline en del af det danske alpine ungdomslandshold. Her blev hun kun 4 sæsoner, fordi en anden gren af skisporten i mellemtiden fangede hendes interesse. “Jeg blev ret hurtigt fanget af Ski Cross! Jeg tror det var den mere direkte konkurrence med 4 andre løbere i banen, som fangede mig – og så at det ikke kun handlede om at svinge, men at der også var en række forhindringer, der skabte action.” Nicolines tekniske baggrund fra det alpine skiløb, kunne hun tage med over til Ski Cross og hun oplevede ret hurtig succes med sin “nye” sport. Det tog hende heller ikke længe af opstille nogle personlige mål og det første store mål var en deltagelse ved ungdoms OL i Lillehammer 2016.

Skicross2

Ikke nok med at Nicoline tilbage i 2016 lykkedes med at kvalificere sig til ungdoms OL, hun sluttede også med en topplacering, som den 7. bedste. Siden da er det blevet til intet mindre en 7 top 12 placeringer i Europa Cuppen og en 12 plads ved Junior VM for det kun 18 årige supertalent. Det virker som om at det Nicoline sætter sig noget for hovedet, det er der intet der skal stå i vejen for. Netop denne indstilling skulle vise sig at kaste endnu et fantastisk resultat af sig og vise en helt ny side af Nicolines store talent. Efter at et par Youtube-videoer havde vækket Nicolines interesse for Speedskiing, valgte hun efter at have kørt Europa Cup i Ski Cross, hvor hun forøvrigt blev nr. 11 og 12, at tage direkte videre til VM i Speedskiing, der blev afholdt kun 20 km væk. “Jeg har altid været fascineret af fart og da Speedskiing konkurrencen blev afholdt lige ved siden af hvor jeg kørte Ski Cross over weekenden, virkede det næsten dumt ikke at lave en lille detour. Jeg fandt hurtigt ud af at speedskiing handlede om mere end blot modet til at give den gas. Der er en hel del teknik og rigtig meget styrke forbundet med et speedskirun. For at opnå en høj hastighed er nødvendigt at man har styrken og teknikken til at modstå den store kompression kroppen udsættes for og selv de allermindste fejl, kan koste meget hastighed. Selvom speedskiing var udfordrende, var det også ekstremt sjovt og jeg blev utrolig motiveret af at se, hvordan jeg hele tiden formåede at skabe mere og mere fart ned af bakken.” Nicoline startede med at køre sig ind på en flot 4. plads ved de svenske mesterskaber, derfra kørte hun sig ind på en 5. plads i World Cuppen for til sidst at tage en 3. plads ved VM, med en personlig rekord på 147 km/t.

Speedski2  Speedski1

Nicolines helt store drøm er dog fortsat at blive blandt de bedste i verden inden for Ski Cross og OL i 2022 er hvad hun arbejder hen imod. Til sommer bliver hun færdig med gymnasiet og planen er derefter at rejse fra storbyen “Oslo”, til et sted som giver hende de bedste ski- og træningsmuligheder, således at hun kan satse fuldt ud på skiløbet. Med de rigtige forudsætninger, hendes store talent og en masse års erfaring med både Europa Cup og World Cup konkurrencer, virker målsætningen om at kunne gøre sig gældende blandt den absolutte elite ved OL i 2022, ikke usandsynlig. Vi glæder os utrolig meget til at følge Nicoline på hendes rejse mod toppen og håber på hun kan indfri sit delmål med en podieplacering ved næste års junior VM. Selvom Speedskiing ikke bliver prioriteret lige så højt som Ski Cross’en vil Nicoline fortsat deltage i konkurrencer, når det passer ind. Hun har dog lovet at hun vil stille op om 2 år til næste VM og forsøge at slå sin personlige rekord og sikre Danmark endnu flere medaljer.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *