Home Skiklubben Hareskovs stortalent, Casper Dyrbye, gør sæsonen op

Arkiv

Skiklubben Hareskovs stortalent, Casper Dyrbye, gør sæsonen op

Nydhedsbrev 3-1

December 2016: Kronplatz og konkurrencer i Bulgarien

I december måned fortsatte træningen sammen med mit hold på vores base i Kronplatz, og jeg deltog i 4 løb i Monte Croce (ITA), hvor det bedste resultat var en 5. plads. Kort før jul kom min far til Italien, og vi kørte sammen den lange vej til Bansko i Bulgarien, hvor jeg deltog i nogle FIS-løb og i de bulgarske juniormesterskaber. Jeg løb godt, men niveauet i konkurrencerne var højt, og det lykkedes ikke at forbedre mine point – selvom jeg ikke var så langt fra.
Efter konkurrencerne i Bansko (BUL) tog jeg med min far tilbage for at holde jul i Danmark. Det var min første pause fra skiløb siden jeg i starten af september tog til Litauen og efterfølgende til Alperne. Det gav også mulighed for at få besøg af min kæreste Laura som fløj fra Ungarn til Danmark for at vi kunne fejre nytår sammen.

Nydhedsbrev 3-3 Nydhedsbrev 3-2

Januar 2017: Gode resultater i Italien og World Cup i Kitzbühl og Schladming

Efter nytår rejste jeg tilbage til min base i Kronplatz. Det viste sig, at julepausen havde gjort mig godt, for jeg indledte 2017 med nogle gode resultater. I San Vito de Cardore (ITA) fik jeg min karrieres 2. podieplacering på FIS-niveau, da det blev til en 2. plads i slalom i et løb med 135 deltagere fra 10 forskellige nationer – og i weekenden efter forbedre jeg min FIS-point i storslalom i Maranza (ITA).
I midten af januar mødtes jeg med min far i München lufthavn, og sammen kørte vi til Kitzbühl, hvor jeg skulle deltage i mit andet World Cup i slalom. Umiddelbart inden tog vi til et FIS-løb i Westendorf (AUT), hvor jeg deltog i et stort aftenløb, som de kalder for ”Kleine Weltwup”, da det ligger lige før Kitzbühl, og derfor har deltagelse af en stor del af World Cup feltet. Jeg løb et rigtigt fornuftigt løb og placerede mig som nr. 25 ud af de 84 startende i et af sæsonens stærkest besatte FIS-løb.
Efter løbet i Westendorf følte jeg mig klar til World Cup i Kitzbühl. At deltage i World Cup i Østrig er noget helt specielt – og man skal nok opleve det for helt at forstå, hvor stor skisport er her. Mere en 40.000 tilskuere overværede de berømte løb på den legendariske Hahnenkammpiste og hele byen kogte. Under friløbstræningen og besigtigelsen fik jeg det første indtryk af, hvor svær denne slalombane er. Der er ikke et øjebliks ro, da det ene hang afløser det andet og bakken hælder konstant til en af siderne. Samtidig var underlaget 100% ren is, så den mindste fejl bliver omgående straffet. Ved selve løbet viste banen sig også at være lige så vanskelig som den så ud. Af de 14 løbere lige før mig, var der kun 2 som gennemførte. Da jeg kørte ud i mit første World Cup løb i Levi, valgte jeg derfor at køre lidt taktisk og fokusere på at komme i mål og få mit første World Cup resultat. Det lykkedes heldigvis, selvom tiden nok godt kunne have været en smule bedre, hvis jeg havde satset mere.
Efter Kitzbühl gik turen videre til Schladming og endnu et Word Cup løb. Dagen før løbet havde jeg mulighed for at træne med bl.a. de svenske World Cup stjerner. En kæmpe oplevelse, hvor jeg også viste, at når jeg har samme baneforhold som de bedste, er jeg slet ikke så langt efter.
Hvis Kitzbühl var stort – er Schladming bare endnu større og nok det største løb i den alpine World Cup. Omkring 50.000 tilskuer omkranser banen med horn, klokker, romerlys og hvad der ellers hører til – og stemningen er helt ubeskrivelig.
En vild oplevelse at køre med den særlige World Cup lift til start - henover alle tilskuerne. Efter min taktiske kørsel i Kitzbühl besluttede vi, at jeg nu skulle give fuld gas hele vejen. Jeg kom rigtigt godt fra start og på både 1. og 2. mellemtid var jeg rigtigt godt med. Men kort før mål lavede jeg desværre en fejl og udgik. Lidt ærgerligt, da jeg var på vej til at lave en rigtig god tid – men sådan kan det gå, når man satser alt i en World Cup bane. Det kunne dog ikke ødelægge glæden ved at have deltaget i dette fantastiske løb, og ved at have bevist for mig selv, at jeg godt kan være med på det her niveau, selvom der naturligvis stadig er et godt stykke op til de bedste.
Efter World Cup løbene tog jeg videre til nogle løb i Golte (SLO) og i Sappada (ITA). I Sappada lå jeg efter 1. gennemløb til at forbedre mine FIS-point i GS markant – men jeg lavede desværre en ærgerlig fejl i 2. gennemløb og udgik – men jeg fik bekræftet, at jeg havde forbedret mig en del i storslalom.

Nydhedsbrev 3-10  Nydhedsbrev 3-9

Februar 2017: Topform og VM i St. Moritz

Februar blev indledt med intensiv træning i Kronplatz frem mod VM i St. Moritz (SUI). Da min far skulle med mig til VM som træner, tog vi på vej til VM til nogle løb i Selvino (ITA) og Monte Pora (ITA). Jeg følte mig virkelig i topform, og i de 4 slalomløb blev det til tre 3.-pladser og en 4. plads, så jeg nu i alt var oppe på 4. podiepladser i sæsonen og 5 i alt – alle i slalom. Jeg har hørt, at ingen dansk herreløber før har været på podiet i slalom som FIS-løbere, så jeg føler, at jeg godt kan tillade mig at være lidt stolt af disse præstationer.
VM blev indledt med træning i fantastisk vejr. Der blev dog også tid til interview med TV2 - og til at se Christoffer Fårup i den kombinerede konkurrence. Fedt og motiverende at se hvor godt han gjorde det.
Da der er langt flere deltagere i slalom og storslalom end i fartdiscipliner, skal de fleste løbere først gennem kvalifikationsløb forud for selve VM-løbene. Mit fokus var som altid mest på slalom, men på trods af et højt startnummer løb jeg et virkelig godt 1. gennemløb i kvalifikationen til storslalom. Desværre, desværre, desværre var marginalerne ikke på min side, da jeg sluttede på den ærgerlige 31. plads bare 2/100 sek. fra den 30.-plads, der ville have givet mig startnr. et i 2. gennemløb og dermed en fantastisk chance for at kvalificere mig til finalen. Dette fik stor betydning, da solen bagte ned på pisten og gjorde sneen blød. Jeg var derfor nød til at satse det hele i 2. gennemløb og udgik desværre 2/3-del nede i banen og kunne se, at løberne som var sluttet lige før mig i 1. gennemløb kvalificerede sig via deres gode startnumre i 2. gennemløb.
Til gengæld kom jeg som bedste dansker på verdensranglisten med i finalen i slalom. Helt som ved World Cup er det en fantastisk oplevelse at være med på dette niveau, og stå i startområdet sammen med alle de store stjerner. Min første målsætning var at komme i finalen - og den næste var at komme videre blandt de 60 ud af 100 startende som får lov til at køre 2. gennemløb. Selvom sneen var god, gav et startnummer som nr. 85 ikke de bedste betingelser. På skærmen i startområdet kunne vi se, at mange løbere havde problemer på det meget stejle hang 1/3 nede i banen. Taktikken var derfor at give fuld gas frem til det stejlehang og så køre en smule taktisk på de første 3 porte på stejlhanget - og så give fuld gas igen.
Taktikken fungerede næsten perfekt, og jeg kom ned på en 56.-plads – og jeg var derved videre til 2. gennemløb. I 2. gennemløb var taktikken stort set den samme, men desværre lavede jeg en fejl på stejlhanget som kostede lidt tid – men det sluttede med en meget tilfredsstillende 46. plads ud af de 185 løbere som i alt var til start i slalom, og jeg blev dermed også bedst placerede dansker i de tekniske discipliner.

Nydhedsbrev 3-12 Nydhedsbrev 3-11

Efter VM besluttede jeg at tage til nogle løb på Balkan, da vejrforholdene ikke var gode i Italien - og da jeg ville udnytte min gode form. Min mor sluttede sig til vores lille team og de næste 2 uger deltog jeg i en række løb i Zagreb (CRO), Kupres (BIH), Jahorina (BIH) og Zlatibor (SRB).
Jeg forsatte med at vise god form, og i Zlatibor opnåede jeg med en 2. og en 3.-plads mine første podieplaceringer i storslalom og forbedrede mine FIS-point i slalom – og i Kupres forbedre jeg også mine FIS-point i storslalom, hvilket betød, at jeg på daværende tidspunkt allerede havde opfyldt mine målsætninger for FIS-point for sæsonen.
Efter nogle meget hektiske måneder med World Cup, VM og rigtige mange løb var jeg meget, meget træt, og vi besluttede, at jeg havde brug for en lille pause. Jeg rejste derfor til Ungarn for at hvile ud og for at besøge Laura.

Nydhedsbrev 3-16 Nydhedsbrev 3-15b Nydhedsbrev 3-13

Marts 2017: Flere løb og mere træning

I starten af marts var jeg tilbage i Kronplatz for at træne med mit hold, og jeg kunne mærke, at formen stadig var god. Det viste sig også ved de italienske Citizen Mesterskaber i San Pellegrino, hvor det blev til endnu en 3. plads i slalom i en stor konkurrence med 140 deltagere fra 14 forskellige nationer. Også i storslalom kørte jeg virkeligt godt og lavede min hidtil bedste FIS-point. Efter lidt mere træning gik turen videre til Götschen (GER) til 2 storslalomløb. Løbene lå lige forud for de tyske mesterskaber, så det var et meget stærkt felt - og sneen var utrolig dårlig. I det andet løb lavede jeg en stor fejl som betød, at jeg slog mit knæ op i hagen og knækker en tand - og lige i starten frygtede jeg også, at min kæbe var brækket. Jeg husker ikke helt, hvordan jeg alligevel kom i mål.
Planen var nu, at jeg sammen med holdet skulle videre til de tyske mesterskaber og derfra videre til Tjekkiet og Slovakiet. Vejrudsigten var dog meget dårlig, og vi besluttede, at jeg i stedet skulle tage til Bansko (BUL) sammen med min holdkammerat fra Irland og min mor. Det var et fornuftigt valg, da vi havde fine sneforhold her. Der var dog et meget højt niveau til konkurrencerne med deltagelse af de bedste løbere fra Slovenien og fra Bulgarien, hvilket gjorde det svært at forbedre mine point yderligere.
Jeg løb nogle ok løb – uden dog at ramme den 100%, da jeg for alvor var begyndt at føle mig træt i både krop og hoved efter en lang sæson. I storslalom lavede jeg et kæmpe styrt, hvor jeg blev slynget rundt og knaldede baghovedet hårdt i jorden og var helt groggy. Efterfølgende viste det sig, at jeg havde fået en hjernerystelse.
Det medførte også, at jeg ikke kom med til DM. Oprindeligt havde jeg opgivet planerne om DM, da det var alt for besværligt og dyrt for mig uden bil at skulle rejse med alt mit udstyr fra Italien til Hafjell og retur. Men det dårlige vejr og ideen om at tage til Bansko sammen med min mor åbnede muligheden for alligevel at deltage i DM, da hun nu kunne køre mig til Danmark. Men lægen satte dog en stopper for dette, da han forbød skiløb i 8-10 dage.

April 2017

Hjernerystelsen betød, at jeg tog tilbage til Danmark for at blive undersøgt mere og for at hvile. Midt i april følte jeg mig klar igen og tog sammen med min far til Sundsvall (SWE) for at løbe 3 slalomløb.
Som altid var niveauet til disse løb meget højt, da løbene havde deltagelse af mange af de bedste løbere fra Norge, Sverige og Finland – samt stærke løbere fra en lang række andre lande. Det betød nogle efterhånden uvante højre startnummer til FIS-løb og derved meget små chancer for at kunne forbedre mine FIS-point. Men det er rigtigt gode løb – og en god mulighed for at måle mig med rigtigt stærke løbere fra de nordiske lande.
Jeg løb egentlig 6 rigtigt gode og stabile gennemløb – og jeg placerede mig fint i forhold til løberne omkring mig med tilsvarende point – men også her manglede lige det sidste for at blive rigtigt godt – men alt i alt var jeg ok tilfreds med mine præstationer. Jeg kan dog også mærke på både hoved og krop, at det er godt at en lang og fantastisk sæson med mange store oplevelser og gode resultater er ved at være ovre.

Nydhedsbrev 3-24   Nydhedsbrev 3-22

Sommer 2017 – og tak til alle der har hjulpet mig på vej

Selvom skisæsonen nu nærmer sig sin afslutning, får jeg ikke mindre travlt i de kommende måneder, da sæson 2017/2018 år i princippet starter allerede nu. Sommeren kommer til at gå med en masse fysisk træning - samt med at arbejde og forsøge at finde sponsorer for at skaffe penge til endnu en sæson, da det er helt afgørende for, at jeg kan fortsætte min skikarriere.
Jeg vil også benytte lejligheden til endnu engang at takke alle som har støttet mig i denne sæson. Tak til Playground/Rossignol for støtten - og for hjælp med at skaffe fantastisk udstyr fra Rossignol, hvilket har været helt afgørende for de præstationer jeg har leveret i år. Tak til Christian og Dansk Autogen Service for det flotte sponsorat og tak for støtten til Skiklubben Hareskov og Danmarks Skiforbund – og en særlig tak til mine forældre for opbakningen og for at gøre alt dette muligt.

Add a comment

You must be logged in to comment.

Sponsorer